Mariae bebudelse, 2013

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Da Elisabeth var i sjette måned, blev englen Gabriel sendt fra Gud til en by i Galilæa, der hedder Nazaret, til en jomfru, der var forlovet med en mand, som hed Josef og var af Davids hus. Jomfruens navn var Maria. Og englen kom ind til hende og hilste hende med ordene: »Herren er med dig, du benådede!« Hun blev forfærdet over de ord og spurgte sig selv, hvad denne hilsen skulle betyde. Da sagde englen til hende: »Frygt ikke, Maria! For du har fundet nåde for Gud. Se, du skal blive med barn og føde en søn, og du skal give ham navnet Jesus. Han skal blive stor og kaldes den Højestes søn, og Gud Herren skal give ham hans fader Davids trone; han skal være konge over Jakobs hus til evig tid, og der skal ikke være ende på hans rige.« Maria sagde til englen: »Hvordan skal det gå til? Jeg har jo aldrig været sammen med en mand.« Englen svarede hende: »Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig. Derfor skal det barn, der bliver født, også kaldes helligt, Guds søn. Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned; thi intet er umuligt for Gud.« Da sagde Maria: »Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!« Så forlod englen hende. Luk 1,26-38

 

Der er er lidt NY BEGYNDELSE over sådan et pavevalg vi overværet i ugen der er gået. Har I set det? En beredthed, hele verden venter spændt. Vi passer vores arbejde, laver mad, gør alt det vi er gang med, men på sekundet, da hvid røg stiger op fra det sixtinske kapel, så bang, så har alle deres opmærksomhed rette med stedet, mod Rom. Hvad kommer der ud? Hvem kommer ud. Næsten som en fødsel. Hvad venter der os? Og træder han ud, foran tusinder af katolikker, journalister, og hvem der ellers stod dér på Peters Pladsen, med tilbageholdt åndedrat. En noget ældre mand.

Det er en mærkelig baby. Hvis det var en fødsel. Eller man kunne sige det på en anden måde: Hvordan kan der knytte sig så mange forhåbninger, så mange profetier, så meget håb, til så gammel en mand? Som om han i sin aldrende figur rummer den potentielle kraft til at gøre verden til en anden.

 

Meget godt, smukt, at blive mindet om, i vores driftige Nord, hvor ældre mennesker er sådan nogen vi sender på plejehjem, så vi andre kan holde tempoet rasende højt.

 

Hvad sker der her? I det vi hørte i dag?

Det var ikke begyndelsen. ?Og det skete i de dage?, hvor Jesus bliver født

Nej, det var begyndelsen til begyndelsen. Et skridt før. Hvor den unge Maria. Bare en pige. Forlovet, men uberørt. Får besøg af en engel, som fortæller hende det mærkeligste. At hun skal føde den højestes Søn. Hun, som bare er en fattig meget lidt fornem pige. Ja, og så er hun som sagt stadig jomfru. Hvordan kan det overhovedet lade sig gøre?   -  Jo, Helligånden skal kommer over hende. Som en skygge. Og når det klare dagslys igen falder på hende vil hun være forandret, og Guds liv vil begynde at vokse i hende.

Maria bebudelse kalder man scenen.

Maria bebudelsesdag kalder man dagen i dag.

Det bebudes, at noget nyt er i vente.

Og så forlader englen os igen.

Bare lige som et strejf af en vinge.

Måske mærker vi den, måske mærker vi den ikke.

Marias frygt er let at overhøre. Vi har travlt med så meget andet.

 

En ny begyndelse.

 

I et lille stilfærdigt og ydmygt væsen, en ung pige, fandt det sted. Det voldsomme indtog, hvor Gud sætter sig igennem og gør verden til sit sted. Ikke bare blev hun bange. Det ødelagde også på mange måder hendes liv. Hendes almindelige liv, det liv hun skulle have haft, sammen med Josef, som blev i den grad noget rod. Hun ender som en af dem, de omflakkende, der rejser rundt med Jesus. Hun ender som sin Søns datter, kunne man sige. Det er hurtigt ham der kommer til at lære hende om livet, og hende der lydigt følger ham. Den omvendte orden.

 

Men her er hun stadig uberørt. Uberørt af livet. Kun berørt, strejfet, af Gud....

 

... Jeg har tit diskuteret jomfødsler med folk. Som om det var noget jeg havde forstand på.

I hørte før den gamle profeti, fra det gamle testamente. Gud vil give os et tegn. En ung kvinde skal bliver med barn. Og hun skal give ham navnet Immanuel. Som betyder: Gud med os. Altså er med os, her i dette her liv.

Om hun var jomfru, som der står, det kan jeg jo ikke vide.

Og det er også kun af betydning, fordi hvis hun nu var 3. gangsfødende, en kvinde i sin bedste alle, så ville ingen undre sig over at der opstod liv inden i hendes mave.

En frugtsommelig kvinde er smukt, men også noget af det mest banale der findes.

Liv der trænger sig på.

Som foråret der kommer, uanset hvad.

Frugtsommelighed, frugtbarhed, vil føde nye skud.

Det er naturens stædige orden.

Og som selv ikke en tilbagvendt vinter som den vi lige nu oplever kan lave om på.

 

Vi elsker de her billeder, at nyudsprungne blomster. Som vi elsker synes at et lille nyfødt barn. Så mange muligheder, så meget liv i vente. Så skrøbeligt og uudfoldet endnu. Fordi det minder os om livskraften der vil frem og som nok skal finde vej.

 

Derfor ? tror jeg - er julen vores yndlingshøjtid. Fordi det er det lille barn vi ser. Og vi øjner håb og muligheder.

 

Sådan havde det været, hvis Maria var gift og allerede med børn, og nu gravid igen. Så havde det været den samme smukke lykke hun mærkede, som livet begyndte at vokse i maven på hende.

Men det havde næppe været noget man havde fortalt om ? videre omkring.

 

For her, i den her  fortælling, sætter livet sig igennem, i en jomfru, hvor det ikke ellers skulle kunne lade sig gøre.

Hun har aldrig været sammen med en mand.

En ubefrugtet livmoder ? her er der ikke noget der vokser sundt, efter naturen.

 

Det er noget andet, åbenbart, der her finder sted.

 

Måske snarere at sammenligne med påskemorgen.

 

Den tomme grav, som kvinderne kommer ud til, for at salve Jesu døde legeme.

Men graven er tom. Der er ikke noget at komme efter, der er ikke noget håb, de kan ikke engang salve ham og glemme for øjeblik hvad de har mistet, for den er bare tom, gravhulen,..... som Marias livmoder, den unge ubefrugtede kvinde.

Og ud af dette ingenting vokser livet her frem.

Et Guds ord. En engel der giver mæle til den forstenede.

........Vækst var engang et smukt ord. Tænk bare på væksthuse.

Vækst er det der sker alle vegne, hvor livet vokser og ældes til det segner, og nyt skyder frem af det gamle.

I dag er vækst noget man diskuterer, fordi det er kommet til at ligne en naturlov, at ikke bare planter vokser, liv vokser, men at også bundlinjen på enhver virksomhed skal vokse, udbyttet, produktionen, forbruget, det hele skal helst vokse for at overbevise os om at vi er i livet og ikke ved at dø.

Nu er de begyndt at vokse hurtigere i andre dele af verden, og det gyser i os. Nogen siger endda at vi er blevet et plejehjem, Europa, som sidder og skuer tilbage på en tid, en vækst som har toppet, og som vi snart ikke længere kan blive ved med at dyrke.

Det er den gamle mand igen, ham vil vi helst ikke være, som sidder og mimrer tilbageskuende om et liv der var engang.

 

Så det nyfødte barn til jul, passer os godt.

Selvom det i grundet er ukristeligt!

 

For kristendom handler ikke om vækst!

 

Kristendom, kristen tro, handler ikke om vækst, men derimod om liv der opstår lige der hvor vi står og går. Fylde. Nærvær. Liv. Der vokser frem mellem mennesker. Gør os til noget. Netop især der hvor det ikke bare stormer fremad.

For vi kan jo ikke alle sammen være unge og på vej, og i vækst.

Jo, det kunne vi måske godt, men hvor ville verden være et kedeligt sted, og mon ikke Gud havde fundet sig et andet sted at se til.

Hvis vi bare havde vækst og voksede og voksede og voksede.

 

Nej troen, det her liv som opstår i Marias mave, og som siden er blevet til liv for så mange mennesker, er netop opstået ud af ingenting.

 

Graven var tom, men i den tomhed og dagene derefter mødte disciplene Gud. Jesus vidste sig for dem igen, og de begyndte at tro.

Noget begyndte at vokse i dem, som ikke var vækst, men liv. En form for livsmod  - og det byggede de en kirke på.

 

Når en 76 årig gammel mand træder ud på altanen og hele verden tager imod. Så er det en ny begyndelse.

Fordi Gud kan møde os på de mærkeligste måder.

Et besøg hos en døende på et hospice kan være det sted hvor livet pludselig kommer én i møde og giver det mening til det hele.

Troen går ad veje, som vi mennesker, heldigvis har svært ved at gennemskue.

Og de mærkeligste steder slår den rod, i gamle og i børn. I et fortravlet menneske som pludselig mærker englens vinge på sin kind.

Måske også en dag i os. Og bliver til liv. Livsmod. Fylde, hvor vi gik så forfejlet og troede at det bare handlede om vækst.

Maria lyttede. Gemte ordene i sit hjerte. Og hendes liv blev et andet.

Det er vel aldrig for sent, at give livet plads. At lade Gud tage bolig i ens sjæl. Fylde den og lade noget nyt vokse frem.

...Vi er nok bange for det.

Eller også tror vi ikke på at det sker.

Bange for at der bare bliver rungende tomt derinde.

Og på den anden side...... ?Frygt ikke, siger englen. ?? Betyder det at vi heller ikke har noget at frygte.

At også vi har fundet nåde for Gud??

Lov og tak og evig ære

Være dig vor Gud

Fader, Søn og Helligånd,

Du som var er og bliver

Een sand treening Gud

Højlovet fra første begyndelse

Nu og i al evighed.

Amen   

Stilheden forguder vi ? men vi opsøger den sjældent.

Engle kan købes overalt ? men hvem tør lytte til een?

Det lille barn forguder vi ? når det sover, og smiler og er.

Den gamle mand bærer vi over med ? men vi lytter ikke.

Den unge fremadstormende mand lytter vi til ? men han siger ingenting.

Hjælp os, Gud, at vi finder mod til at lytter efter dine ord, din stilhed, og mærke din kærlighed gennemstrømme alt som er. Du skaber liv. Du lader os blive til hver dag påny, når vi nedslidte og omsonst forsøger at slæbe dagen i går med ind i den nye. Liv bliver til på dit ord, og liv lægges øde når dit ord lukkes ude.

Vi fødes, vokser opad, vokser nedad og dør. Men dit løfte om liv sprænger naturens kedelige orden. Løftet om liv, her og der og lige pludselig, og på den anden side.

Amen