Prædiken til langfredagsgudstjeneste med tromme 2013

Prædiken til langfredag i Herringe kirke 2013

Hvad skal vi med alle de ord?

Ord på vers.
(ord på tværs)
ord der ikke er på vers..
ord der synges
ord der hviskes
ord der siges højt i kor
Kan man begrave livet med ord?

Sige for meget, med for mange ord, så livet fortrækker
og nerverne sløves, som var ord et medikament man kunne udskrive.
100 ord! morgen, middag og aften, så mærker du ikke mere til dét liv,
den stærke og enerverende rykken i kroppen,
kroppen der vil ud, ridses i, skubbes til, løfte tunge ting og selv bæres
af andre kroppe
100 ord! morgen, middag og aften, så er den længsel tøjlet.

Ordene vugger os, i en blid glemsel.
Vi taler os steder hen som vi aldrig selv turde betræde.

Men hvad er nu det?

Langfredag ? den lange fredag, good Friday, lang og god og alvorsfuld,
stille først og fremmest
skal den nu også fyldes med ord?

Ord der fylder os
og gør os til fyldebøtter.
ord der får os til at falde i søvn, måske?

Hvem kan tale til os så vi vågner?

-Det kan den der taler fra dybet!

Men hvor dybt skal vi ned?

Skal vi ligefrem til at være dybsindige?
Hente kassen med dybsindige ord frem fra kælderen, er det blevet den tid på året, allerede, igen?

Dybsindige ord, står der på den lille krøllede seddel uden på kassen. Når vi åbner den er den mest fuld af ord vi har fået af andre, eller arvet, eller er faldet over fordi vi syntes de var spøjse.

Men de dybsindige ord er mærkeligt støvede alle sammen.

Kunne de mon pudses... og bruges igen?

Neej.

Der må have været hul i dem. Dybden synes at være sivet ud mens de har ligget der og ventet på det rette øjeblik.

Kan et drama så mon gøre det? Lidt tromme måske?

Kunne vi opføre en forestilling om livet, så alle vågnede.

Og ikke bare forstod ? med hovedet, men med hele kroppen mærkede den sandhed som alt liv kommer fra. Så alle fik del i det sus det er at være i live, at være et menneske, et sandt menneske, der kæmper, tror og håber og elsker, så fortvivlet og så smukt.

Den sandhed, som vi det meste af tiden vender ryggen...

hver gang vi fylder vores verden med bekymringer, med travlhed, med bebrejdelser, og skuffelse, ærgrelser... skam, skam over at være den man er.

Ord der kværner, ikke særligt dybsindigt, men rundt og rundt på overfladen som motorbåd med vandski efter.

Men det forstår at holde os beskæftiget. Det må man lade dem.

 

Påsken er vel i og for sig et drama. Men et drama i ord.

Og selvfølgelig lurer den fare at også påsken, med alle sine mange vil-gerne-være-dybsindige ord, får os til at falde bare mere i søvn.
Som den luller os hen med det vi tror vi kender.

Jesus blev korsfæstet og opstod på den tredie dag.

Alt er som det skal være. Sov bare videre.

Jeg snakkede med en her den anden dag. Hun skulle til lægen. Fordi hendes arm blev ved at falde i søvn, om natten. Det skulle der vel ikke være noget galt med, kunne man sige, så længe den bare sover om natten.

Men hvis der er noget der kan få en praktiserende læge til at vågne op, som ellers nok kan have en lille tendens til at blive lidt søvngængeragtige i deres praksis, så er det en arm der sover.

Men er det derimod os der sover, går sovende gennem den ene dag efter den anden, er der ikke nogen der løfter så meget som et øjenbryn.

I virkeligheden fungerer vi bedst lidt bedøvede.

Nå hvad kom vi fra ? Påsken er et drama. Et drama om livet.

Hvad skete der egentlig langfredag?

Hvordan kom det dertil, at den mand som var så elsket, blev slæbt af sted som en forbryder, og ramt af den mest nedrige vrede, fra folk, som dårligt vidste hvem han var?

Var det også en slags slumren?

Menneskelig slumren. Søvngængeragtig vrede, som vi kan ty til, bevidstløst, når vi mister grebet om os selv.

Fordi vi har mistet grebet om os selv, mistet forbindelsen til sandheden som holder os oppe og gør os til mennesker, gør os sårbare og elskende ? glider den os af hænde, bliver vi vrede.

Og begynder at bebrejde alle mulige andre, det der er sket så umærkeligt med vores liv.

Hvad sker der i verden? Lige nu. En verden fuld af vrede mennesker? I Jerusalem og andre steder.

Som om vreden gør os hårde. Og så slår vi os på hinanden.

I fængslet er der en afdeling, der hedder, uofficielt, afdeling for dem man slår sig på.

Det går vel begge veje.

De er hårde og vi er hårde. Og så slår alle sig. Med mindre man gør det, som man så gør på den afdeling ? holder afstand.

Langfredag var der mennesker der i flok gjorde sig hårde, og ikke menneskelige. De glemte, eller sov fra, hvem de var. Og da de vågnede havde de begået et mord.

Hvor mange mord begår vi dagligt?

Hvad vender vi ryggen til?

Hvor lidt skal der til for at vi holder op med at være menneskelige?
Over for hinanden, over for dem vi elsker. Over for den verden som så sårbart hviler i vores hænder.

Hvem kan tale så vi vågner?

Det kan kun den der taler fra dybet!

Men hvor dybt skal vi ned?

Bare derned til hvor livet gør ondt!

Det er måske langfredags stemme. Som den taler til vores sorg. Sorg over alt det vi også har mistet, mistet af liv med dem vi elsker, fordi vi har forspildt den tid vi havde. Alt det vi har mistet af os selv, i farten.

Alle de hårde ord vi har sendt af sted. De hårde ord vi er blevet ramt af.

Mismodet. Vores bedste ven og også mest tvivlsomme ven.

Langfredag den taler til de stumme hårde hjerter som om den forsøger at banke liv i dem igen.

Bore sig ind i vores hjerter som for at fortælle os, at derinde, hvor det gør ondt, at fra det sted er det, at livet vokser frem.

Ikke noget glansbillede her.

Vi møder andre mennesker, finder sammen med andre mennesker, vi bliver til mennesker, når vi bløder.

Når der prikkes hul på den hinde som skiller os, huden, når der prikkes hul på grænsen mellem dig og mig, og mit liv også flyder over i dit og du giver liv til mig. Mærkeligt dødeligt. Som vi træder ind for hinanden.

Giver liv til hinanden.

Sådan er den kærlighed, som en eller anden dum pøbel, uforvarende kom til at prikke hul på, da de slog Jesus ihjel, så der flød blod og liv fra ham over i den verden i dag som er vores og mange andres.

Langfredag er, trods de lidt mange ord den i dag har fået med på vejen, mer´ end noget, det sted hvor livet gør ondt.

Det hængsel der får en fjern fortid til at hænge sammen med vores tilsyneladende strømlinede velfungerende blodforskrækkede nutid.

Det sted, som gør ondt, som har fået sin egen dag, i dag, en hel lang dag, for at vi ikke skal miste det.

Fra det sted, hvor livet gør ondt, fra det dyb, vokser nemlig livet frem.

Amen.

Bøn til langfredag, Langfredagsbilleder 2013

Vi går ind til Jerusalem
med dig, i denne påsketid
med det samme håb
at fjendskaber og krige mellem mennesker
kan overtrumfes af det som er stærkere
end både hadet og døden.
Din kærlighed er med på vejen.
Din kærlighed står ved graven
og græder med os.
Din kærlighed
bløder
når mennesker gør hinanden ondt.
Gør os svage i troen
så vi mærker
Jesu blod, din kærlighed
flyde i vores årer.
Din tro på vores menneskelighed
er det som holder os fast
på hvem vi er.
Slip os ikke.
Med dig håber vi, tror vi,
med dine ord i baghovedet
kaster vi os ud i den omsonste drøm
at gøre verden til en smukkere verden.
Vi går ind til Jerusalem
med dig,
og ud i verden
med dig,
for at give liv og få liv,
for at miste livet en dag
som et menneske der har elsket.
Lad ikke sorgen skille os ad.
Lad ikke frygten for ikke at slå til være det fylder os
Sårbare udgør vi din kirke på jorden.
Et dødeligt selskab af mennesker
der tror
på at din kærlighed
aldrig forgår.

Amen