Prædiken til konfirmation i Gestelev kirke, holdt d. 27/4 2014

Hver søndag har jo sin tekst, som der skal prædikes over. Men når der er konfirmation er man lidt friere stillet.

Så I skal høre den historie som er afbilledet her på altertavlen i Gestelev kirke. Om den vantro Thomas, det er ham i rødt, eller Thomas tvivleren, eller den fornuftige Thomas kunne man også kalde ham, som ikke tror på at Jesus er opstået før han har fået en eller anden form for bevis.

?

Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer! Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.«

Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.«

Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!«  Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.«  Amen

 

Jeg vil i dag prædike om opstandelse. Intet mindre. Det har lige været påske, og hele det dramatiske forløb er blevet fortalt. Om Jesus der blev korsfæstet men opstod fra graven på trediedagen.


Der havde ikke fandtes kirker, der havde ikke været noget der hed kristendom, der havde ikke været noget der hed dåb eller konfirmation, eller konfirmationsgaver, tænk lige på det, konfirmander, hvis ikke Jesus var opstået, hvis ikke der var sket det at kvinderne kommer ud den her tidlige søndag morgen og finder graven tom.


Da rystes deres virkelighedsforståelse i en sådan grad, deres verden bliver vendt op og ned (for var han ikke død?) så alt nu pludselig er muligt.

Og i den tilstand, hvor de ikke ved hvad de skal tro, viser Jesus sig for dem.


Som her igen, mens Thomas, en af disciplene er ude - og handle, måske - Thomas som er så klog, eller så forstandig, som ikke vil tro før han har set. Ja sådan har de det måske i virkeligheden alle sammen, men nu er det Thomas der kommer til repræsentere tvivlen, forstanden, men også frygten.

Ahh, kan det nu være rigtigt? Vi må hellere holde os ? for en sikkerheds skyld - til det vi ved.

Men så kommer Jesus, brasende ind gennem den lukkede dør, og kalder dem ud. ?Som min Fader har udsendt mig?, siger han, sådan sender jeg også jer ? ud. Han kalder dem ud, ud for at leve som troende, blandt andre mennesker, give videre af det de har, - ud af huset.


Men også ud af forstanden. Ud af deres gode forstand, kalder han dem. Ud til en virkelighed der er mere og større end bare det de kan lægge deres hænder på, se og røre ved og i det hele taget have styr på.


Thomas han vil så gerne stikke fingrene helt ind i sårene for at han kan tro at det er virkeligt. At Jesus virkelig er opstået. Og det får han lov til. Men bliver så også irettesat af Jesu, nej endnu mere virkelig er troen der tror uden at have set og mærket.


Som den der elsker ? uden garanti, men bare elsker.


Sådan er også troen mere virkelig når den er blind, kunne man sige.


Jeg tænker ind imellem ? når man læser aviserne, snakker med folk, ser på sig selv, at vi lever i en verden der et stivnet i en form for frygt.


Der er så meget vi synes vi kunne gøre bedre, men vi gør det ikke. Store multinationale selskaber får lov at gøre hvad der passer dem, for de sidder på pengene. Ingen tør lægge sig ud med dem der sidder på pengene. De kan sætte deres egne love igennem, gennemsyret af deres egne interesser, og politikerne og vi andre kan bare se til. Alle er enige om at der skal passes på den her jord, og vi skal ikke udpine den, men vi gør forbavsende lidt. Der kan herske en politiks forfærdelse over det der sker i Ukraine og landene deromkring. Men ingen tør tage et skridt, af frygt for hvad det vil udvikle sig til.


Som lammede ser vi verden gå til mellem hænderne på os, og vi gør så lidt. Af frygt, eller afmagt, hedder det også. Dovenskab, hedder det også. De er i hvert fald beslægtede.

Så man ind imellem må undre sig.

Alle de her ting i vores liv, der holder os fast. Systemer der tager os som gidsler. Kommunale systemer, som vi retter os ind efter. Hospitalssystemer, arbejdsmarkedssystemer. Og vi følger pænt de farvede linjer på gulvene, der er tegnet op for os.

Vi kunne jo risikere at miste vores arbejde, eller vores gode ry og rygte. Eller vores rettigheder? Risikere at miste vores plads i køen ? så vi må hellere blive stående hvor vi står og gøre som vi får besked på.


Det er ikke fordi der noget galt med at være fornuftig, som Thomas, eller forsigtig, det kommer der også godt ud af.


Men Jesus kalder os ud til noget andet.


Da kvinderne kommer ud til graven hører vi lidt forskellige beretninger om hvem der ser ind i den først, og hvad der så sker, men de står der og kigger ind i den mørke grav, én ser en engel, andre ser ligklæderne. Alt efter hvilken beretning, hvilket evangelium vi læser.

Men jeg tænker at påsken ikke handler om at vi får lov at få kig ind i et mysterium. Noget dunkelt lidt spændende.


Men derimod om at Jesus kalder os ud.


Han kalder os ud til liv, til et liv hvor vi giver af os selv, hvor vi elsker og håber, hvor vi lever og dør for det vi tror på.


Når klokkerne ringer til gudstjeneste ? ringes vi ind. Ind i mørket. Sådan en smuk dag som i dag. For nogen er lyden lyden af pligt. Der minder os om at vi burde komme eller egentlig gerne ville komme, men der er så meget vi gerne vil men ikke kan nå.


Men egentlig ringer klokkerne os jo ikke ind men ud.

Ud af os selv. Ud af fornuften. Ud af alt det vi lige er i gang og lige synes vi skal. De ringer os ud til håb, til tro, til det liv vi skal huske at leve.

Ligesom til begravelser hvor klokkerne også ringer efter kirkegangen, når man går ud, hvor vi ringes ud af sorgen ud til liv der kalder på os.


Og så skete det faktisk i mandags, 2. påskedag. Da gudstjenesten var næsten slut, og vi sad og lyttede til en meget smuk sang, en duet, som det sidste, da ringede klokkerne uden for ? og jeg nåede lige at tænke, Ja, hvor smukt, sådan skal det være, før det gik op for mig at det var isbilen.


Lov og tak og evig ære
være dig vor Gud
Fader, Søn og Helligånd
du, som var, er og bliver
én sand treenig Gud
højlovet fra første begyndelse
nu og i al evighed
Amen

Almægtige Gud

Vi kalder på dig,

Med tro

Men også med tvivl,

Er du dér?

Kan det passe?

Er det livet?

Er det det der er givet os

Eller er det sket en fejl.

Vi må hellere vente og se

Se det an.

?skulle vi have haft et helt andet liv?

Vi tvivler ?

På dig, om du findes.

Vi tvivler,

På os selv,

Om vi har lov til at findes, sådan som vi er.

Vi tvivler på hinanden

Er de andre nu også gode nok til mig?

Jeg er jo så sårbar.

Er tvivlen det eneste vi har til fælles?

Eller har vi også en tro?

En tillid til

At der er en vej ud

Selvom vi ikke kender den.

At liv kan opstå

Og vi kan opstå

Og blive til

Igen og igen

Som nye morgener

Nye skabninger

Der spejler sig

Og spejler sig

I dit billede

Og vi bliver til igen.

De unge er gamle

Og de gamle får lov at være unge

For livet springer fra dig.

Til ung som til gammel.

I din kirke udvider loftet sig

Over vores hoveder.

Og vi tør tro igen.

Lad os gå ud i verden herfra.

Amen