Prædiken Juleaftensdag 2018

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Og det skete i de dage, at der udgik en befaling fra kejser Augustus om at holde folketælling i hele verden. Det var den første folketælling, mens Kvirinius var statholder i Syrien. Og alle drog hen for at lade sig indskrive, hver til sin by. Også Josef drog op fra byen Nazaret i Galilæa til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, fordi han var af Davids hus og slægt, for at lade sig indskrive sammen med Maria, sin forlovede, som ventede et barn. Og mens de var dér, kom tiden, da hun skulle føde; og hun fødte sin søn, den førstefødte, og svøbte ham og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i herberget. I den samme egn var der hyrder, som lå ude på marken og holdt nattevagt over deres hjord. Da stod Herrens engel for dem, og Herrens herlighed strålede om dem, og de blev grebet af stor frygt. Men englen sagde til dem: »Frygt ikke! Se, jeg forkynder jer en stor glæde, som skal være for hele folket: I dag er der født jer en frelser i Davids by; han er Kristus, Herren. Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.« Og med ét var der sammen med englen en himmelsk hærskare, som lovpriste Gud og sang: »Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!«  Amen.

Jeg genfortalte til Luciagudstjenesten i år en historie af den svenske forfatter Selma Lagerlöf. Den hellige nat, hedder den. Om den nat hvor der blev født et barn og alting opførte sig anderledes. Alle TING var det, der opførte sig anderledes.
Faderen til barnet er gået ud i natten for at skaffe noget ild, noget varme til det nyfødte barn, og moderen.
Men alle sover tungt med lukkede døre. Og da han ude over markerne finder en gammel hyrde, der sidder der pakket ind i skind, kun oplyst af et slunkent bål, er også han så hård som den mørke nat. Han er egentlig ikke særlig tilbøjelig til at hjælpe den fremmede. Hvorfor skulle han det? Men han opdager med forbavselse, forfærdelse, at natten er fortryllet. For hans store bidske hunde, som springer mod den fremmede – deres tænder vil ikke bide. Og fårene, de som ligger som forstenet, da den fremmede træder henover dem. Og da han selv vil jage ham væk, til sidst, og kaster en kæp imod ham, lystrer kæppen ikke hans uvenlighed. Den bøjer af i luften og rammer ikke.

Og de gløder som han næsten nødtvungent giver den fremmede lov at få, dem tager han med de bare næver, og de brænder ham ikke.

Det er først da han – nærmest ved en fejl – tager et skind af skuldrene og forærer det til manden, ja mere præcist til barnet. Det er først da han forbarmer sig, da en lille barmhjertig finder vej i ham, at han ser at natten fortryllet, og ikke mørk og almindelig, men fuld af englesang og himmelsk lys.    

De øjne der ser – er de samme. Men da hans hjerte blødes op af det man kunne kalde en kærlighedsgerning – som når vi giver gaver uden at behøve det. Han giver dem et skind som han ikke behøvede give – da forvandles verden omkring ham.

Jeg fortæller historien, eller ridser den op (nogle af jer har hørt den i sin fulde længde), fordi jeg gerne i dag vil prædike om blikket. Øjnene der ser.

I nat er julenat. Og vi kan ikke vente. Så allerede i aften giver vi gaver. Alle mulige gaver som vi har udtænkt til den og den anden. Og måske ser vi et glimt af den fortryllede nat.

Eller måske er vi allerede mætte, og alle gaverne var pligtgaver. Og vi ser bare det vi plejer at se.

Men jeg vil gerne fastholde blikket. Og også fastholde at julen, den kristne tro, handler om mere, end om vi lige formår at komme i julestemning. Og se lysene.

Den handler også om et Guds blik, som kastes på en verden, hver eneste dag – et blik, på en gang strengt og barmhjertigt.

Strengt – fordi Gud ikke lader sig narre.

Det bedste billede på det blik, som jeg lige er stødt på det for nylig, er den svenske pige, klimaaktivist, Gretha Tunbergs blik.

Det er hende der startede en demonstration, eller hun startede med selv ikke at ville gå i skole, for klimaet. Den mindste lille aktion, så var der lidt flere der bakkede op, og så kom der også noget i Danmark, og måske også i andre nabolande, det har jeg ikke hørt, men det startede med en lille pige, i en lille mørk svensk flække.

Men på en mærkelig måde blev hun et lys, der pludselig strålede over hele verden. Hun kom i aviserne rundt omkring, nyhederne, og endte med at blive inviteret med til klimatopmødet i Polen, til en alternativ konference for de ikke-magtfulde. Dér var hun repræsentant for verdens børn.

Og dér holdt hun en tale, som er den smukkeste tale jeg har hørt meget længe. Som hun altså holder for bl.a. FN´s generalsekretær.

Men det er blikket vi skal opholde os ved. Hendes lille vildkatteblik. Strengt og ikke til at handle med.

Hun fastholder i sin tale, at det hun træder frem med og siger, er det hun ser. En verden der er ved at løbe tør for undskyldninger. Som hun siger – We are running out of excuses, and we are running out of time.

En verden i krise. Hun siger det som det er. Eller rettere hun slynger ordene i hovedet på dem. Jeg er ligeglad med at være populær siger hun, og fletningerne stritter.

Sådan er Guds blik. Strengt og ikke til at rutte med.

Jeg tror ikke det er så optaget af om vi er vegetarer, om vi flyver eller om vi kører på olie eller grøn energi. Men det ser lige ind i vores hjerter, ind i vores liv, og ser det som det er. Hvordan er det egentlig I lever? Elsker I hinanden? Eller siger I bare I gør det? Er I generøse? Tænker I på dem der kommer efter jer, kommende generationer, eller lever I bare jeres gode liv? Holder I himlen løftet over hinandens hoveder? Eller kun nødtørftigt over jeres eget?

Jeg stod og ventede for rødt ved Banegården, inde i Odense for et par uger siden. Og så var der sådan et mærkeligt syn, som en slange af tusind små lys der bevægede sig igennem Kongens have.

Og så hører jeg en stemme, en ung mand der står ved siden af mig. Smukke poetiske ord – Hvad fuck er det de har gang i? spørger han sin ven. Som siger et eller andet lige så dumt tilbage. Helt almindelige ord, som bliver sagt hver eneste dag. Men er det sådan vi ser på hinanden? Er det sådan vi ser på det vi ikke forstår?

Nej. Guds blik er et strengt blik, for så vidt at det gennemskuer os. Og ser os som vi er, præcis lige så flossede, forstillede, firkantede som vi er.

Men Guds blik er også noget andet. Det er derfor vi fejrer jul. Guds blik er også et blik, der ser på os med overmåde mildhed.

Som i blikket skænker os det ufortjente; Som et varmt lammeskind der pludselig pakker sig om os - den gave det er at kunne komme her i lyst og nød og være Guds velsignede. 

          ..

(Ja, hvad gør det ved os at være barmhjertige. Når vi træder frem og noget som ingen havde forventet af os, kan det så ændre en hel verden?

Det er hvert fald julens hovedrystende budskab)

Lov og tak og evig ære
være dig vor Gud
Fader, Søn og Helligånd
du som var, er og bliver
én sand treenig Gud
højlovet fra første begyndelse
nu og i al evighed
Amen

 

Almægtige Gud
skænk os den julefred som vi ikke selv kan skabe

Giv os fred med os selv og med hinanden.
Både dem vi holder af og dem vi har svært ved at rumme.
Fordel dine ord imellem os
og lad os for en kort stund fatte
hvor meget vi lever af hinandens omsorg og opmærksomhed.

Rens os med dit strenge blik
så vi ikke lyver livet væk.

Men lær os også at se med dine milde øjne
så vi forstår at tage imod de mennesker vi deler liv med – med taknemmelighed,
dem vi elsker – ikke med rynket pande og irettesættelser – men med taknemmelighed
de glæder og de sorger du fylder vores dage med – med taknemmelighed
Vis os den rigdom som selv den mørkeste nat rummer.

Vi er din kirke.

Lad os være dem der tænder lys også for andre.

Amen