7. søndag efter trinitatis

Prædiken holdt d. 14/7 2013 i Herringe Kirke

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus kom ind i Jeriko og gik gennem byen. Dér var der en mand, som hed Zakæus, han var overtolder, og han var rig. Han ville gerne se, hvem Jesus var, men kunne ikke for skaren, da han var lille af vækst. Så løb han i forvejen og klatrede op i et morbærfigentræ for at få ham at se, for han måtte komme den vej forbi. Da Jesus kom til stedet, så han op og sagde: »Zakæus, skynd dig at komme ned! I dag skal jeg være gæst i dit hus.« Så skyndte han sig ned og tog glad imod ham. Men alle, som så det, gav ondt af sig og sagde: »Han er gået ind som gæst hos en syndig mand.« Men Zakæus stod frem og sagde til Herren: »Se, Herre, halvdelen af, hvad jeg ejer, giver jeg til de fattige, og hvis jeg har presset penge af nogen, giver jeg det firedobbelt tilbage.« Da sagde Jesus om ham: »I dag er der kommet frelse til dette hus, fordi også han er en Abrahams søn. For Menneskesønnen er kommet for at opsøge og frelse det fortabte.« Luk 19,1-10

Det fortabte  - hvad er det?

Der findes nogle lidt uhyggelige udgaver af kristendommen der taler meget om de fortabte. Det er dem der har trådt ved siden af på dydens smalle sti, eller måske ikke en gang dydens, bare en eller anden trosretningen eller sekts smalle læresti. De rigtige sætninger, som er lært udenad, de rigtige måder at gøre tingene på, som er indøvet nøje.

I forhold til dem er det let, nærmest blevet dagligdag, at trække på skuldrene og sige: nåh ja, så er jeg vel en af de fortabte.

Og det er måske mere rigtigt end vi egentlig lige tænker.

At være fortabt er vel at have mistet orienteringen. At være faret vild i sit eget liv. Hvor er jeg egentlig på vej hen? Hvad er målet ? ved jeg det?

Vi er blevet gode til at holde os oppe som fortabte. Som forvildede. Og så hjælper det jo også at vi er mange, der ligger og træder vande i livet. Vi er mange fortabte, som har svært ved at finde vores vej.

Og det kan vi så mødes om, blive enige om, at det er svært at finde vej.

.....Vi er fortabte når vi har mistet livsgnisten, det her mod, den her lyst som leder os hen til dagen i morgen. Det er også en form for fortabthed. Så er livet også en øvelse, måske ikke så meget i at holde sig oppe, som i ikke at synke helt til bunds. Så kan det at være tabt, eller fortabt, næsten mærkes helt fysisk.

Jeg tænker nogen gange ? det er den moderne verden: vi mødes i vores fortabthed, har affundet os med den og får det til at fungere sådan nogenlunde alligevel.

Men så er der pludselig en mand der stikker hovedet op. Han er klatret op i et et træ.

Han mangler ellers ikke noget. Den her mand, Zakæus, som vi hører om i dag.  Som er overtolder, som der står. Som indkrævede skat for romerne. Og selv fik en god del, sådan var det vist nok.

Det kunne have været en ejendomsmægler i den gode tid, for nogle år tilbage, den gang huse kunne sælges, som blev hovedrige på andres gældspapirer.

Han manglede ellers ikke noget, måske lige bortset fra at være agtet, det var de ikke ligefrem, tolderne. Måske det er derfor der ikke er nogen der naturligt viger pladsen for ham. Den her åbenbart lille mand, som står og hopper for at se.

Men han er nysgerrig, Zakæus, vil bare gerne se hvad det er Jesus om man så må sige har at byde på. Hvad han er for een. Hvad han kommer med.

Derfor bider han al skam i sig og klatrer op i træ.

Og pludselig rager han op! Jesus går ind i til ham ? af alle ? og spiser. Og slutter af med at sige: i dag er der kommet frelse til dette hus.

Hvad havde han gjort? Ingenting! Andet end at klatre op i et træ, - være nysgerrig.

...

Jeg snakker (af forskellige gode grunde) tit med folk om tro. Rigtig mange giver udtryk for at de har svært ved at finde helt derhen.

Et stykke af vejen måske.... Men hele vejen. Hvordan finder man den. Troen. Der er ikke lagt sådan en rød løber ud. Du skal bare følge den. Så kommer du til Gud. Det kan man ind i mellem måske ærgre sig over.

Men hvis der var, er jeg ikke sikker på vi alligevel ville følge den hele vejen.

Ville vi ikke synes at det var snyd? Eller bedrag.

Tænke: hvad er det så for en Gud vi kommer til?

 

Alt andet i dag handler om hvad vi selv gør. Hvilken vej vi går, hvad vi vælger til og hvad vi vælger fra. Og derfor tænker vi vel også at Gud er noget vi selv vælger til. Noget vi selv finder, og så står inde for. Nu er vi dér.

Så derfor er det på en måde så svært at håndtere, at Gud er ikke skal findes, men at Gud finder os.

At tro handler om at bliver fundet.

Som et helt almindeligt fortabt menneske, at få lov at høre hans ord om nåde og tilgivelse. At blive inviteret inden for i det her fine gamle hus. At blive budt med op til altergang, hvor vi nyder den jo ret ufortjente ære at spise med ved bord hvor Jesus sidder for enden.

Vi rejser os og modtager Guds velsignelse.

Hvad har vi gjort for at gøre os fortjent til det?

Ingenting. Andet end at vi har stukket næsen frem. Været nysgerrige. Været åbne for nogle store ord som ikke lader sig dissikere med almindelig sund fornuft. Vi har ladet os invitere, kort sagt. Ikke så meget andet.

Det er Jesus der går på vejen, det er ham der finder vej. Vi er bare klatret op i et træ og er blevet set.

Nej al den her tale om fortabthed, som er så let af affærdige som gammeldgas og sekterisk, jeg hører den egentlig som et meget smukt udtryk for hvad det vil sige at være menneske.

Vi er fortabte i os selv.

Men bliver jo så vækket til live når vi bliver fundet.

Når et andet menneske finder os interessant, eller elskværdig. Når en et andet menneske finder det værd at stoppe op og bruge tid på os. Når livet så at sige finder os og bruger os til noget.

Når vi mærker os fundet. Før havde vi ikke rigtig fodfæste, men det har vi nu. Vi var fortabte men er blevet fundet.

Det kan være over en et øjeblik. En bøn vi vover at udtale  - der var et bundløst mørke, men nu aner vi lys.

En formørket stemning og en der kommer forbi. En snak med et andet menneske og alt er som forvandlet.

Vi er en kirke for de fortabte. Selvom vi er slemme til at tro det modsatte (at kirken er for de frelste, dem med fast grund under fødderne).

Nej, vi er en kirke for de fortabte.

Og derfor har vi også en stadig forpligtelse til at gå ud over vores egne grænser og opsøge andre som måske føler sig om muligt endnu mere fortabte. Som livet er gået forbi lidt for længe.

Hvad laver en kirke i et fængsel?

Hvad laver en kirke her på Midtfyn, uden for vækkelserne små indercirkler.

Hvad laver en kirke på et sygehus, hvor folk har travlt med at overleve. Og så mange andre steder i den her moderne verden?

Jo ? alle steder er der heldigvis mennesker der bider al skam i sig og stikker hovedet nysgerrigt frem. Hvad har han at byde på, ham Jesus.

Hvad er det han inviterer os med til.

Og uden at vi opdager det er vi blevet til et meget stort fællesskab af mennesker på tværs af alle de sædvanlige kedsommelige skel.

Som spiser sammen. Taler sammen. Deler vores liv med hinanden.

Vi var fortabte, men er blevet fundet for en stund.

Lov og tak og evig ære
være dig vor Gud,
Fader, Søn og Helligånd
du som var, er og bliver
een sand treenig Gud
højlovet fra første begyndelse
nu og i al evighed
Amen
Livets Herre
Vi takker dig for den kraft
der bryder igennem hver ny dag
forvandler sorg til glæder
modløshed til håb
gør hver dag til en opstandelsesdag.
barmhjertige Fader
Send os ud igen
Giv os tro på at det nytter
Hjælp os så vi ikke overgiver os
og bliver afmægtige.
Vi lægger vores liv i dine hænder
i troen på en kærlighed som ikke rokkes
når livet bliver svært.
Kald på os også i morgen.
Hvis ikke andre steder
så lad kirken være det sted
der giver os tid og rum
til at lytte.
Amen