3. søndag efter påske, 2013

Prædiken holdt d. 21. april 2013 i Herringe Kirke

Salmer: 224, 392, -- 540 (mel. du Herre Krist), 439 v. 1, 115 v. 3, 721

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.« Da sagde nogle af hans disciple til hinanden: »Hvad er meningen med det, han siger til os: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? og: Jeg går til Faderen?« De sagde altså: »Hvad mener han med at sige: En kort tid? Vi forstår ikke, hvad han taler om.« Jesus vidste, at de ville spørge ham, så han sagde til dem: »I spørger hinanden, hvad jeg mente, da jeg sagde: En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig? Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal græde og klage, men verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres sorg skal blive til glæde. Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I sørger nu, men jeg skal se jer igen, og da skal jeres hjerte glæde sig, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.« Joh 16,16-22

 

 Hvis der er noget der er stammen i den her bog ? biblen, biblia, som egentlig betyder bøger, fordi den rummer netop mange bøger, mange skrifter fra forskellige tider, mange meget forskellige genrer ? hvis der er en ting der løber igennem det hele, bærer det hele oppe i en bog, så er det forestillingen om troskab.

En troskab som ikke lader sig rokke.

Det siger næsten sig selv, at det er ikke vores troskab det handler om her! 

Gud sendte en stormflod, så vandet steg og steg, da han ved menneskelivets begyndelse så hvordan mennesker gjorde hinanden ondt. Ødelagde verden måske ikke med vilje, men alligevel uhyggeligt målrettet.

Så sendte han en flod, fortælles det, som lagde verden under vand til en ny begyndelse.

En hård straf!

Og noget af et ansvar, kunne man sige, for Noah og hans familie. Kunne de gøre det bedre? Tænk at være menneskehedens nye begyndelse, - og vide at man er det.

Det første han gør, Noah, da jorden er tør, er at rejse et alter. Han forstår nok, at det her får han brug for hjælp til fra vor Herre.

Men fra himlen lyder Guds svar da han indsnuser den liflige duft: Jeg vil aldrig mere forbande jorden på grund af menneskene.... jeg vil aldrig mere udrydde alt levende, sådan som jeg har gjort nu.

Han slutter en pagt med menneskene. Og den pagt handler om troskab.
Guds troskab: aldrig mere!

Om det her aldrig mere, er biblen skrevet sammen.

Om den her pagt. Testamente betyder pagt, aftale, løfte....

Gud holder sit løfte, sin del af aftalen.

Hvad vi gør... det er op til os.

 

Det har noget at gøre med tid ? det her.

Da fortællingerne om Noah og syndfloden blev skrevet ned, var det fortællinger om den fortid, en urtid, som ingen længere selv havde oplevet.
Det hele begyndte med et løfte, fortælles det. Men så gik tiden.

Og tiden gør noget ved os.

Det mærker lærerne for tiden. Og eleverne. Ja, nok alle familier der har børn. Der sker noget over tid, hvor den samme situation bliver en anden.... med tiden.

Det er selvfølgelig også det der er meningen med lockout og strejkesystemet, at tiden gør os møre hele vejen rundt. Tiden virker, og ikke altid til vores egen fordel.

En nok så intens og højstemt situation. Tiden gør noget ved den.
Et brudepar foran alteret, der er ved at besvime af bar livsalvor ? tiden gør noget ved os.

En fastlåst forhandlingssituation. Udsat for tid...

Et storslået løfte, om troskab. Han står der med sit alter, Noah, som han selv har bygget, som om der var kun ham og Gud....Hvad blev der af det?

Nu er der først og fremmest bare alt muligt andet, og så må vi se om vi kan finde tid til at kigge op et splitsekund i ny og næ..

Det er banalt, på en måde, at tiden sløver os. Årene som går gør os slappe i huden og trætte i smilet. Lidt lettere at have med at gøre, fordi vi bliver lidt mere tunge i det. Knap så lidenskabelige.

Det er sådan en moderne grundfortælling. Også om tro. Vi er blevet, som århundrederne er gået, noget mere løse i det. Loose. Den brændende tro er blevet venlig. Det er også længe siden de her ting skete.   

---- Men den her lidt samtale, eller ordveksling, mellem Jesus og disciplene, det er en helt anden forståelse af tid, der præsenteres.

Jesus er ved at forberede disciplene på det der skal komme. At han vil forlade dem. ?Kort tid, så er jeg her ikke længere?.

Det skal de vide. At de vil blive alene. De vil græde og sørge. Og folk vil være ligeglade.

Men sorgen er jo langvaring? Måske det mest langvarige vi kender. Fordi den bliver ved med at sidde i os, som om den lige var trådt indenfor. Selvom den forandrer sig, så er det en hån hver gang nogen forsøger at skynde på sorgen og få den videre i systemet.

Hvordan kan Jesus så tale om en kort tid?

En kort tid, så ser I mig ikke længere. En kort tid, så ser I mig igen. ?

En kort tid, en kort tid. Hvad betyder det?

Det er en helt anden forståelse af tid. Eller måske er det netop et forsøg på at sætte ord på det der bryder med tiden.

Selvom vi kan have det her billede af tiden som udjævning. Der læger alle sår. Mørner alle forhandlere. Så er den virkelighed vi kender jo først og fremmest at tiden kaste os rundt. Det ene øjeblik er vi ovenpå og fulde af fortrøstning. Klar til at gå i krig med det der venter os. Det næste øjeblik er vi trætte og mismodige. Vi vågner en morgen og orker ikke at stå ud af sengen, og allerede hen på formiddagen går vi i haven og fløjter.

Når man læser fortællingerne om Jesus´ død og påskemorgen, startede det ikke med et brag af tro, stålsattro, og så er det eller bare blegnet lige siden.

Nej, et øjeblik efter at soldaterne har hentet Jesus, falder Peter, hans mest trofaste discipel, i, mister modet, han tør pludselig ikke kendes ved Jesus, da nogen kommer og spørger. Kendte du ikke ham?

Nej nej.

Et sekund tager det at miste troen.

Et ægteskab er ? heldigvis ? ikke en lang faldende kurve af intensitet. Men det er jo livtag, hver eneste dag, med stemninger, der kaster os selv og den anden rundt. Som giver os nye kræfter. Men som også slider os ned. Vi mister troen og finder den igen.

Det bakkede landskab af stemninger, mod og mismod, er det vi færdes i.

Tiden kan være lang og gøre os trætte. Men den kan også gøre os stærkere for hver dag der går. Den kan være uhyggelig kort og næsten ikke til at fastholde. 

Jeg efter hånden prædiket over den her tekst nogle gange. Og hver gang tygget på det her ?en kort tid? ? det er som om man kommer ikke lige forbi det. Det gentages som et omkvæd, uden det er selvindlysende klart hvad det betyder.

En kort tid.... Forsøger Jesus at sætte tid på håbet. Som man stiller et æggeur.

Bare rolig. I skal blive kede af det, men I bliver snart glade igen.

Eller betydet der netop ? det der bryder med tiden?

Troen eller måske mere præcist håbet.

At selvom vi måske lige nu sidder i sorg, eller er fortvivlede, så skinner også lige nu Guds evige troskab på os. Den som ikke lader sig rokke, heller ikke af tiden, og tidens tand. Den her troskab som trøster de sørgende, også mens tårene løber.

Som giver os tro, selvom man kunne anføre mange gode argumenter for at pessimisme og afmægtighed var den passende indstilling. 

På himlen satte Gud en regnbue, hedder det, som tegn på den pagt han havde sluttet med Noah, det løfte han havde givet, et løfte om troskab.

De fleste dage ser vi den ikke.

Kun når det regner og solen skinner på samme tid.

Så kaster den sine stråler til os, som om spillet mellem farverne synger det til ? en kort tid ?  Håbets omkvæd. Tiden sættes ud af kraft ? og vi bliver levende igen.

Lov og tak og evig ære

Være dig vor Gud

Fader, Søn og Helligånd,

Du som var, er og bliver

Een sand treenig Gud

Højlovet fra første begyndelse

Nu og i al evighed

Amen

 

Kirkebøn
Livets Herre
Vi takker dig for den kraft
der bryder igennem hver ny dag
forvandler sorg til glæder
modløshed til håb
gør hver dag til en opstandelsesdag.
barmhjertige Fader
Send os ud igen
Giv os tro på at det nytter
Hjælp os så vi ikke overgiver os
og bliver afmægtige.
Vi lægger vores liv i dine hænder
i troen på en kærlighed som ikke rokkes
når livet bliver svært.
Kald på os også i morgen.
Hvis ikke andre steder
så lad kirken være det sted
der giver os tid og rum
til at lytte.
Amen