15. søndag efter trinitatis

Prædiken holdt d.  8/9 2013 i Herringe Kirke

15. søndag efter trinitatis

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« Matt 6,24-34

Som var det et enten eller.

Sådan kan den næsten komme til at lyde ? den her lille lidt skarpe replik fra Jesus. Han er i gang med en længere prædiken, og skyder fra hoften. Sådan skal I gør sådan skal I gøre, sådan skal I gøre.

Radikale fordringer:

Slår nogen dig på din højre kind, så vend også den venstre til!

Elsk jeres fjender og bed for dem der forfølger jer!

Saml jer ikke skatte på jorden, hvor møl og rust fortærer, og hvor tyve bryder ind og stjæler.  Men saml jer skatte i himlen?

Og endelig det vi hører her, som næsten er det sværeste af det hele: Vær ikke bekymrede for jeres liv.

For vi kan ikke tjene to herrer. Enten tjener vi Gud, hengiver os til ham, eller også hengiver vi os til denne verdens bekymringer.

? Jeg kom til at tænke på ateisterne. Som jo er sådan en moderne bevægelse der med fornyet kraft gør en dyd ud af bekæmpe alt det religiøse uvæsen. Ligesom for at rense verden, for det de regner for løgn og bedrag, så vi kan forholde os rent og klartseende til det der er!

(Lad os dvæle lidt ved den bevægelse.

Jeg vil lære en lille fortælling, eller lille indlæg, som en klog præst har skrevet. Såmænd,  af alle steder, i et kirkeblad. )

For dem er det et enten eller. Man må vælge side. Og derfor farer de frem, af en eller anden grund også på andres vegne. Man kan melde sig ind og så få dem til at klare alt det praktiske med at få sig meldt ud af folkekirken.

Altså det vil sige ? de skriver ens navn på en blanket de selv har lavet, putter det i en konvolut og putter et frimærke på og sender det af sted. Så slipper man selv for det, ligesom man slipper for at komme til at vakle ? tvivle  i sin beslutning, - er det egentlig det jeg gerne vil?

 Tro er åbenbart sådan noget man kan melde sig ind i og melde sig ud af igen.

Det kan man undre sig over.

Hvis man læser hele Jesus prædiken, den man kalder bjergprædikenen, som det her lille smukke stykke vi har hørt i dag er et uddrag fra, så forstår man at tro ? nej det er noget man kæmper med.

Det er jo troende jøder han taler til her.

Og det handler ikke om mærkelige kultagtige handlinger ? det handler om livet, ganske enkelt. Om at være i live, hvordan man er menneske.

Og det vi troede var en moderne ting, at vi altid går sådan og bekymrer os, forstår man har til alle tider været en sag.

Bekymringer for dagen og vejen. Hvis ikke man behøver at bekymre sig for om man overhovedet får noget at spise, ja så bekymrer man sig da bare i stedet om hvad man skal have at spise. Indkøb, fødevaremærkninger, kalorier og kulhydrater. 

Behøver man ikke bekymre sig om at få tøj på kroppen, ja så bekymrer man sig da bare i stedet om hvad man tager på kroppen.

Vi forstår nok, uanset hvad, at finde noget at bekymre os for.

I forhold til ateisterne, som jo er bare en lille meget højtråbende og lidt aggressiv gruppe, så er vi nok en noget større gruppe der lider af det Jesus her langer ud efter, som man kunne kalde, ikke ateisme, men a-tro.

Altså en ikke troende tilstand. Som noget man falder i med, uden at ville det. Vi bekender os til en Gud og Fader i himlen, men vi falder i en sådan hverdagsagtig a-tro.

Netop ? når vi bekymrer os.

For hvad er vi for nogen?

Hvad er mennesket for en størrelse.

Vi læser og genfortæller et gammelt bibelsk sagn om at Gud tog en lerklump formede den og gav den liv, ved at blæse af sin egen ånde ind i den her skikkelse, og den blev levende, og Gud lig.

Eller den fortælling som vi hørte før fra alteret.

Noah, og hans familie, som får lov at overleve syndfloden, Guds store opgør med menneskelig slethed.

Men Noah bliver ført igennem, sammen med en masse dyr og hans kone og børn, og her starter de på den stadig fugtige jord, med at bygge et alter og ofte til Gud.

Så langt der ind imellem kan forekomme at være mellem himmel og jord. Vi lever her, vores almindelige liv, og forsøger at holde en forestilling om en fjern Gud levende, men Han er netop så fjern.

Men hvad er det der forbinder dem her, efter stormfloden.

Det er en liflig duft, der stiger op.

Og det er n regnbue, som Gud sætter på himlen som svar. Han er der stadig. Vi er stadig Guds børn. Og aldrig mere vil han straffe os som han gjorde, trods den realitet, som han nu har set i øjnene, at mennesket er ikke det man kalder ?Guds bedste børn? men det er dog de bedste han har. Fordi Han har ikke andre.

Som en fortryllelse over en af jordens mange dyreracer bliver mennesket til. Et løfte som meget bogstaveligt løfter et folk, en civilisation op, af arternes indbyrdes kæmpen.

I Guds billede. I regnbuens skær fortrylles vores liv og skæbne så vi netop bliver til mere end det der bare er.

Et løfte kan ikke ses. Det kan Guds Ånd heller ikke. En regnbue begynder og ender ikke et bestemt sted, men har netop rod i evigheden.

Den løfter vores blik opad og udaf, så verden bliver større. Til ateisterne kunne man sige, ja, den bliver faktisk større end den egentlig er.

Eller hvad?

Er det måske simpelthen vores virkelighed. At vi håber og tror på mere. At vi bestræber på at være bedre end vi egentlig. Vi bestræber os på at elske vores fjender, ikke at slå igen når vi bliver angrebet. Ligesom vi bestræber os på at se op, og tro, at livet er båret er Gud. Det er ikke noget vi selv skal bære og holde oppe.

Er det ikke vores virkelighed. Båret af et løfte fra Gud, at vi allerede er rige. Allerede er velsignede for hans ansigt.

Men så falder vi bare en gang imellem i. Og vores virkelighed falder sammen om ørene på os. Vi begynder alligevel at bekymre os for det hele. Også for i morgen og i overmorgen for ikke at tale om vores alderdom. Vores børn og alt det der kan gå galt.

Og pludselig er verdens fortryllelse forsvundet.

Vi bliver som sorte huller, der ikke giver noget fra sig.

Vi ser ikke regnbuen, ligesom vi glemmer at sende en lifligt duft op til Gud. Vi glemmer at pleje den større virkelighed og den bliver umærkeligt mindre.

Det er ikke et enten eller ?  men måske nærmere et mere end og et mindre end.

Vi gør os mindre end vi egentlig er, når vi bekymrer os og ikke regner os selv for noget, ikke regner livet for noget. Det hele skal vi gøre os fortjent til efter denne verdens målbare parametre.

Eller vi gør verden større når vi ser det, dufter det, mærker det, hører fortællingernes gamle forjættelse, at livet er større end det vi kan se, tælle og måle os frem til.

Lov og tak og evig ære
Være dig vor Gud
fader, Søn og Helligånd
du som var, er og bliver
én sand treenig Gud
højlovet fra første begyndelse
nu og i al evighed
Amen

Trøst og styrk du, vor Gud og Fader, os og alle andre i sorg, sygdom og nød. Der sker mange grusomheder i den her verden, vær du det lille lys i et menneskeliv der får os til at holde ud og håbe.

Din Søn Jesus Kristus var levende for dem han mødte, men for os bliver han let en fremmed. Giv os mod til at blive ved at fortælle de gamle historier, for vores børn og for hinanden.

Giv os sprog for det der betyder noget her i livet ? at kunne elske, at kunne tilgive og håbe på nyt liv.

Lad din kirke være det sted hvor sproget lades op, så vi kan gå herfra og tale store ord til hinanden også i det daglige.

Så vi tør tro og håbe på syndernes forladelse ? også i det daglige.

Fra begyndelsen til enden er du Gud.

Amen