14. søndag efter Trinitatis

Prædiken holdt d. 1/9 2013 i Gestelev Kirke

14. søndag efter Trinitatis

MEN HVEM SKAL VI TAKKE ?

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham og råbte: »Jesus, Mester, forbarm dig over os!« Da han så dem, sagde han: »Gå hen og bliv undersøgt af præsterne!« Og mens de var på vej derhen, blev de rene. Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. Jesus spurgte: »Var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?« Og han sagde til ham: »Stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.« Luk 17,11-19

Hvornår bliver livet til? Den her lille gnist der tænder liv i os gør os til dem vi er, til et lille enestående menneske, anderledes end alle andre. Skabelsesberetningen har et meget smukt billede på det, på det der sker, hvor der står og Gud blæste ånde ind i det og det blev levende.

Hvor bliver vi levende?

Er det ved undfangelsen?

Eller er det ved abortgrænsen, som man kan være bekvem at mene, det er først når fostret har en vis størrelse at vi kan kalde det et menneske.

Jeg havde ufrivillig abort en gang for mange år siden. Og det var meget interessant hvordan personalet konsekvent omtalte fostret i intetkøn. Den er gået til, den skal fjernes. 

Hvornår bliver livet til. Er det først når vi kommer ud og får rettigheder?

Det er sådan noget Etisk råd tager sig af. Det er klart det er en svær diskussion, som nok ikke har noget entydigt svar.

Men når pludselig en dag livet er ved at blive taget fra os dukker det pludselig op igen. Den mest umiddelbare reaktion når vi bliver syge og pludseli frygter at det er alvorligt, er jo: hov, hov, det er mit liv.

Så går vi til lægen og beder om at få det fikset. Eller bliver indlagt på sygehuset og de gør hvad de kan.

Men så sker der ind imellem noget, undervejs i forløbet, vi finder måske ud af at det er ikke mit liv, men hver ny dag er et mirakel.

Som de her ti spedalske der får livet igen.

For det er jo ikke kun når vi fødes at vi får livet. På en eller anden måde får vi det igen og igen. Ny muligheder åbner sig for os. Eller måske sad vi fast en klemme, et sted vi ikke kunne komme fri af, hvor vi ikke kunne være, og pludselig falder der en væg ned og vælter ud og kommer et andet sted hen.

Noget i vores verden går i stykker og vi får pludselig kræfterne, af nød, til at gøre noget nyt, gå i en ny retning og bliver måske os selv igen som vi ikke har været i mange år.

Man jamrer meget over skilsmisseprocenten, at der hver dag er samliv der går i stykker og der er altid nogen der bliver såret.

Men livet har sine veje, og nyt liv opstår ikke sjældent af ruinerne - af fx et forlist ægteskab.

Når mennesker bliver syge i vores nærmeste omkreds, sker der noget med os. Vi kan komme til at sidde fast i en form for ikke-liv. Som livet omkring den syge stivner.

Men det kan også ske at vi vågner op til nyt liv. På forunderlig vis. Som om livet næsten først startede nu.

Der er en pige der har lavet en ph.d. afhandling her for nylig om kræftsyge og deres forhold til Gud. Hvor hun afdækker hvor mange de faktisk forholder sig til religiøse spørgsmål i deres sygdomsforløb.

Det er jo ellers lægevidenskaben vi sætter vores liv til. Det er dem vi opsøger for at få livet tilbage, for at blive helbredt, og det tror jeg vi gør klogt i, når det drejer sig om fysiske sygdomme. Men i behandlingen, sker det for mange, at de ligesom spotter en anden bagmand.

Eller det vil sige ? det undersøgelsen viste var at ??? procent mente at der var mere mellem himmel og jord. Men kun halvdelen af dem kaldte det ?mere? for Gud, og heller ikke særlig mange forbandt det med Jesus.

Og det er jo ikke fordi den danske befolkning er buddister eller muslimer eller noget andet.

Der er rigtig mange der i grunden, tror, det ved bare ikke helt hvad de tror på.

Man kunne også sige det sådan- de aner at livet kommet et sted, at det er skænket os, men af hvem?

Man hører her om de 10. De møder Jesus, som han er på vej mod Jerusalem, hvor han jo ender med at blive korsfæstet ? eller ophøjet, hvordan man nu ser på det.

Og han siger til dem: gå hen og lad jer syne af præsterne.

Og det gør de ? og på vejen derhen, bliver de rene!

Jesus er vejen og sandheden og livet, siger han selv lidt gådefuldt på et tidspunkt, men bliver det pludselig meget konkret.

Han bliver virkelig vejen for nyt liv for de 10. De ganske enkelt livet igen. Da de bliver raske.

Spedalskhed var jo ikke bare en ubehagelig sygdom, den var også stigmatiserende, folk var bange for at blive smittet, så de spedalske lukket ude fra alt socialt liv.

Nå  - de 9 af dem, det var vel ikke fordi de ikke var glade. Eller fordi de ikke var taknemmelige. Det var de utvivlsomt. De vidste vel bare ikke lige hvem de skulle takke. Var det den galde profet de havde mødt på vejen, som vidt nok hed Jesus, eller var det et tilfælde, eller var det uforklarlig magi af en slags.

Alternative behandlinger har der altid været, et hav af vimænd man kunne gå til. Eller guder man kunne ofre til.

De komme ikke tilbage, kunne man sige, fordi de kendte ikke vejen!

Og i det ? ligner de fuldstændig os i dag. Vi ved godt at der er mere mellem himmel og jord, selvom der nogle gange skal en krise til for at vi kommer i tanke om det. Vi kender godt til taknemmelighed.

Når liv bliver til, eller livet fornyes, med et kærtegn, en sky der går fra solen som pludselig stråler ny og forklaret ned over vores liv.

Men vi har glemt vores kristne sprog. Så vi kender ikke Gud så godt, og heller ikke Jesus.

Så pludselig bliver det svært i det virvar af tilbud, behandlinger, rådgivningscentre og sundhedsråd, at se det enkle ? at livet stammer fra Gud

At vores liv hviler i Guds hænder, når vi lever og når vi dør.

Og taknemmeligheden bliver så meget sværere at fastholde for vi ved ikke hvor vi skal rette den hen.

Der er 10 der bliver helbredt. Men kun en der bliver frelst. Det vil sige som bliver udfriet, som i forbindelse med sin sygdom kommer ud af den vildfarelse at livet er noget der tilhører ham.

Hans liv får retning og dermed mening.

1 ud af 10 ? det er sikkert en meget realistisk statistik også i dag, for hvor mange gange der skal til, før vi forstår det, at livet er os givet.

Vi får det ? igen og igen, hele tiden på ny, og tager det for givet, indtil en dag det rammer os, at afsenderen er Gud.

Lov og tak og evig ære
være dig vor Gud
Fader, Søn og Helligånd,
du som var, er og bliver
én sand treenig Gud
højlovet fra første begyndelse
nu og i evighed
Amen

Trøst og styrk du, vor Gud og Fader, os og alle andre i sorg, sygdom og nød. Der sker mange grusomheder i den her verden, vær du det lille lys i et menneskeliv der får os til at holde ud og håbe.

Din Søn Jesus Kristus var levende for dem han mødte, men for os bliver han let en fremmed. Giv os mod til at blive ved at fortælle de gamle historier, for vores børn og for hinanden.

Giv os sprog for det der betyder noget her i livet ? at kunne elske, at kunne tilgive og håbe på nyt liv.

Lad din kirke være det sted hvor sproget lades op, så vi kan gå herfra og tale store ord til hinanden også i det daglige.

Så vi tør tro og håbe på syndernes forladelse ? også i det daglige.

Fra begyndelsen til enden er du Gud.

Amen