Prædiken 2. juledag 2018

De fyldte indkøbsvogne

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Derfor, se, jeg sender profeter og vise og skriftkloge til jer; nogle af dem vil I slå ihjel og korsfæste, andre vil I piske i jeres synagoger og forfølge fra by til by. For over jer må alt det retfærdige blod komme, der er udgydt på jorden, lige fra den retfærdige Abels blod til blodet af Zakarias, Barakias søn, som I dræbte mellem templet og alteret. Sandelig siger jeg jer: Det skal alt sammen komme over denne slægt. Jerusalem, Jerusalem! du, som slår profeterne ihjel og stener dem, der er sendt til dig. Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke. Se, jeres hus bliver overladt til jer selv, øde og tomt. For jeg siger jer: Fra nu af skal I ikke se mig, før I siger: Velsignet være han, som kommer, i Herrens navn!« Matt 23,34-39

2. juledag er julefreden slut, for 2. juledag er et opgør. De fleste af os undlader at gå i kirke i dag, for vi er mætte. Mætte af jul, mætte af overflod, og nu skal bare lige de sidste julefrokoster overstås. Højtideligheden er ligesom forduftet.

Men 2. juledags opgør må med.

Den er ligesom påskemorgens opgør med menneskets evindelige sorgfuldhed, alle vores anspændte smil.

Sådan er 2. juledag et opgør med os, når vi – som hele tiden gør – forfalder til egne varer. Når vi gør julen til en fest vi selv skal have til at lykkes, vi selv skal stable på benene. Julefreden noget vi selv skal skabe – dvs. ved at undlade at grave nogle af livets uundgårelige konflikter. Lige de dage, skal vi lade være. Siger vi til os selv.

Og kalder det julefred.

Her er det Jesus opgør med de jøder som ikke vil høre på profeterne, som ikke vil høre på Gud, når det kommer til stykket.

Men det er lige så meget et opgør med os, når vi ikke vil høre på Guds ord - når det kommer til stykket.

Vi vil måske godt gå i kirke. Få vores børn døbt. Vi er er da også konfirmeret, men vi vil ikke høre Guds ord – når det kommer til stykket.

          --

Jeg plejer at sige til konfirmanderne – at regel nr. 1, når vi er i kirken, og når jeg tænder lys, er  … at de skal være stille.

Fuldkommen stille.

Det e reglen over alle regler.

Det er selvfølgelig et pædagogisk trick. Det er godt at starte med ro.

Men der er også den sandhed i det, at troen altid begynder i stilhed.

Vi skal være stille med os, lægge alt vores sædvanlige larm til side, for at høre troens ord - som er alt andet end larmende.

Der må være en form for stilhed, for at vi overhovedet kan ænse livets små mirakler.

Men… det er selvfølgelig en vis fordrejning af ordene.

Slår man op i biblen, så hedder det første bud ikke at vi skal være stille, men derimod, at vi ikke må have andre guder end Gud.

Du må ikke have andre guder end mig.

Men i dag er det bud blevet stort set uforståeligt.

Det er okay at vores ægtefæller siger det – du må ikke have andre kvinder end mig. Eller andre mænd end mig. Det kan vi godt høre på, og forstå rimeligheden i.

Men en Gud, der siger sådan, det har vi sværere ved. Hvad er det for en skinsyg Gud, der ikke vil have andre ved sin side.

Sådan handler vi ikke.

Nej vi vil gerne selv have lov at bestemme. Vi har på en måde tusind guder. Som stemmer eller bud på hvordan man skal leve sit liv, hvordan vi skal være som mennesker. Hvordan vi skal være gode forældre, dygtige omstillingsparate ansatte, bevidste forbrugere, ernæringsrigtige, hvad er det rigtige at spise, det skal vi også forholde os til. Vi skal blive dygtigere, men vi skal også slappe af. Vi skal være tjekkede og styr på tingene, men vi skal også være loose, og fantasifulde og kunne improvisere.  

Tusind husguder har vi på en måde fyldt vores liv med. Alene af den grund af vi som moderne individer gerne vil have lov til selv at vælge til og vælge, vi vil selv fylde vores indkøbsvogn med vi hver især lige synes vi trænger til. Alt det vi gerne vil have eller ruste os med til hverdagen, ja til livet.

Og de hele slæber vi med os, alle mulige mere eller mindre berettigede, men hver i sær lidt ensidige bud på hvordan vi skal leve.

Vi vælger dem alle – og går ned med flaget.

Eller vi går som udsultede med vores fyldte indkøbsvogne.

Vi har så meget med os, men hvor er det tungt.

Og så hører vi i dag om en helt anden form for tygde, eller styrke kunne man også sige.

Om profeternes styrke. Dem der mistede det hele men stod ved Gud.

De blev forfulgt, eller pisket sågar. Eller stenet, som Stefanus, en af de første disciple der kom til efter at Jesus var død men senere opstået.

De havde alle imod sig, men de havde den styrke at de holdt fast ved Gud.

Man kan sige de holdt sig til den ene Gud, og lod verden være verden.

Deres rustning var ikke alt det de havde flået ned fra hylderne og som de slæbte med sig, alle mulige gode råd og livsstile. De stod som dem de var og udviste i al deres sårbarhed en enorm styrke.

Og jeg tænker hvorfor fylder troen så lidt i alle vores sammenbrud. Vi tyer til tusind få-et-bedre-liv bøger, psykologer og nytårsforsæt. Vi kæmper og kæmper med os selv, vores ønsker og vores forlis.

Men så sjældent stoler vi på Gud, og den styrke som troen er.

At kunne bede en bøn og lade verden være verden.

Troens indhold er ikke noget der lægges i en indkøbsvogn, den kan ikke lægges på lager. Men vi kan åbne os for den, bede Gud fylde os med sin nåde og sin barmhjertighed.

Det er kræver et vis mod.

For det er jo ingenting. Det ser ikke ud af noget. Det fylder ikke. Det larmer ikke.

Men den giver en så mærkelig fred.

Fred til at være den man er. Midt i modgang, Midt i travlhed. Midt den opslidende følelse af tomhed. Midt i håbløse, åndeligt fattige fortravlede forhold.

Giver den mod til at stå fast. Ikke ud af egen stålsatte, seje viljesstyrke.

Men ud af Guds.

Hold os fast, Gud. Når vi vakler. Giv os tro, når vi tvivler. På dig og på os selv.

Giv os mod til at tro det – at der er faktisk ikke andre guder end dig, der kan bære os helt igennem det her liv.  

Lov og tak og evig ære
være dig vor Gud
Fader, Søn og Helligånd
du som var, er og bliver
én sand treenig Gud
højlovet fra første begyndelse
nu og i al evighed

Amen.