Påskedag, 2013

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Da sabbatten var forbi, købte Maria Magdalene og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver for at gå ud og salve ham. Meget tidligt om morgenen den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: »Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?« Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: »Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus fra Nazaret, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det.« Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ude af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen, for de var bange. Mark 16,1-8

Amen

Er Gud Gud for alle
så er påskens budskab også et budskab til alle.

Et håb, et lys, en trøst for alle mennesker.

Også de unge piger der skærer i sig selv og tilbringer det meste af deres tid på deres værelse.

Også den travle håndværker der er ved at bygge sig eget hus om, fra den ene ende af, samtidig med at han bygger og reparerer alle andres også. En mand der er alle vegne, med mobiltelefonen altid lige i nærheden, i gang med det liv han havde set for sig som ung mand ? det er også påske for ham!

For det lille barn som forventningsfuld har smidt om sig med gækkebreve. For den ældre man der har mistet sin kone og som hele sit liv havde troet at det ville være ham der tog herfra først. Det er også påske for ham!

For påske taler lige ind i tomrummet. Og tomrummet det kender vi.

Kvinderne kommer ud til den tomme grav, eller det vil sige, helt tom er den ikke, men i første omgang ser de bare tomheden, at Jesus ikke er der, at den døde krop ikke er hvor den skulle være.

De aner pludselig ikke hvad de skal stille op, med deres sorg, med deres hænder, med den fine dyrt indkøbte salve, ja med dem selv. Så står de der så dumt og stritter, og aner ikke hvad de skal sige eller gøre.

De mødes af et tomrum, som på en eller anden måde rammer dem.

                                                     ---

Vi har her den sidste tid kunne læse og høre en politikere, journalister, andre, reflektere over krigen i Irak. Fordi det er nu er 10 år siden den brød ud. Og fordi det var en krig vi førte. Var med til at føre.

Hvordan ser det ud her ti år efter. Udsendte journalister rejser fortvivlet rundt og forsøger at afkræve virkeligheden, hverdagen, et enkelt svar. Ja, eller nej, er det blevet bedre. Var krigen det værd?

Hvad skal de svare? Er en form for frygt bedre end en anden?

Det mange svarer eller analyserer sig frem til er, at krigen efterlod sig et tomrum. En tyran blev væltet, ind i stedet trådte, et tomrum, et politisk tomrum. Som gennem årene har kostet ganske mange mennesker livet.

I kender den første sætning i trosbekendelsen, som vi siger eller synger hver søndag til gudstjenesten, som konfirmander terper, som var den selve adgangsbilletten til at blive konfirmeret: Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen.

Vi forsager Djævelen. Men er det altid nok bare at fjerne det onde? Det der med al tydelighed tager sig ondt og forkert ud.

Når man har fjernet det ? hvad så?

Kvinderne kommer ud til graven og ser i første omgang kun den tomme grav.

Men så må der være sket noget med dem. En eftertanke, eller nogle indtryk der begynder at tegne sig og tage form, og det går op for dem hvad de faktisk også så i den gravhule, hvor jo altså Jesus ikke var længere.

De havde set en engel. En lysende skikkelse. Gad vide om engle nogle gange først viser sig i tilbageblikket, tænker jeg? Der sad da egentlig en engel inde i gravhulen, ovre i højre side. Gjorde der ikke? Og englen havde sagt, var det ikke sådan?, at Jesus var opstået. Og at de skulle gå ud, af sted til Galilæa, dér ville de se ham igen.

Den tomme grav, eller tomrummet, kender vi.
Det kan rasere at land, hvis alle herskende værdier væltes omkuld og mennesker mistet retningen, fællesskabet, så bliver alle ødelæggende kræfter sluppet løs.

Det kan rasere et sind, hvis vi mister tyngden, meningen. Og vi bare mærker vores eget indre tomrum larme. Som en aula, en ridehal.
Midt i vores trummerum kan vi til tider blive ramt af den her tomhed. Som om kærligheden er suget ud af de handlinger vi går og gør. Er suget ud af vores ord. Så de bliver tomme, og trist kværnende. Mellem mennesker kan tomrummet indfinde sig og gøre talen så hul.

Tomrummet kender vi. Fra hver gang vores forventninger skuffes. Når drømme rives ned. Når noget som skulle have været så godt endte skidt.

Og så ser vi kun det som ikke er.

Men så bliver det påske. I dag, påskedag, tales der til os, som englen talte til kvinderne. Jesus, den døde, er opstået og gået i forvejen for os.

Vi hentes ud af vores tomrum. Der er et liv vi kaldes ud til. Hvor mennesker venter os.  Hvor Gud venter os. Hentes ud af os selv og vores evindelige halvtomme fornuft. En engels ord. Et løfte. Det umulige kan ske.

Der hvor der var øde kan der blive liv.

..... Kom og sig det til den unge pige med sort eyeliner og ar på armene. Kunne man så indvende. At Jesus er opstået og gået i forvejen. Hun ville sige du var gak.  Regne det for bare mere af den idiotisk påståelige voksenverden hun netop har vendt ryggen, fordi den var utroværdig i al sin optimisme.

Eller måske ville hun faktisk lytte. Fordi det er også hendes tomhed der tales imod.

Hvis bare vi kunne tale troværdigt, prædike for hinanden, påskens budskab. Kalde hinanden ud til liv.

 

Lov og tak og evig ære
være dig vor Gud
Fader, Søn og Helligånd
du, som var, er og bliver
een sand treenig Gud
højlovet fra første begyndelse
nu og i al evighed
Amen

Trøst og styrk, du, vor Gud, alle som lider af forskellige former for frygt. Livet er værd at elske ikke at frygte. Vær du den opstand, vi ikke selv magter, når livet strammer til om os. Giv os del i din frihed, din tilgivelse og din kærlighed. Giv os mod til at tro det utrolige, at for dig er alting muligt.
Hjælp os til at se livets værdighed. Den umådelige rigdom hvert et menneske gemmer på. Vi har så meget at dele ud af og ingenting at miste.  
Åbn vores øjne så vi kan se din nåde i alt hvad der sker. I det lette og det hårde. Vi er din kirke. Styrk og, lys for os, og rusk i os hvis det er nødvendigt, at vi må leve til din ære. Amen