Høstprædiken - 16.s.e. trinitatis, 2018

16. s. e. Trin., 2018 (høst)

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.« Jesus sagde til hende: »Din bror skal opstå.« Martha sagde til ham: »Ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag." Jesus sagde til hende: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« Da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde: »Mesteren er her og kalder på dig.« Da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde: »Herre, havde du været her, var min bror ikke død.« Da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde: »Hvor har I lagt ham?« »Herre, kom og se!« svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne: »Se, hvor han elskede ham.« Men nogle af dem sagde: »Kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?« Da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde: »Tag stenen væk!« Martha, den dødes søster, sagde til ham: »Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.« Jesus sagde til hende: »Har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?« Så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde: »Fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.« Da han havde sagt det, råbte han med høj røst: »Lazarus, kom herud!« Og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem: »Løs ham og lad ham gå.« Mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. Joh 11,19-45

Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg den sidste tid har været ramt at det man kunne kalde tvivlens tilstand. Hvor jeg virkelig har været i tvivl om det hele.
Har vi virkelig brug for en Gud? I dag…

Har moderne mennesker brug for at have Gud med i deres liv?
Kan vi ikke bare klare os med det vi har: aftaler, drømmer, smukke sensommerdage, så bevægende tætte i farverne.

Hvorfor bliver vi ved med at holde gudstjenester?

Er der nogen der virkelig har brug for det?

Vi kunne bare mødes i stedet – og drikke en kop kaffe, eller en øl.
Det er jo ikke herinde livet leves.

Det leves uden for. Og det er vi virkelig optagede af, fra morgen til aften.
Uh, hvor det fylder os. Vores eget liv. Fylder os og tynger os. Fornøjer os.

Men noget af et projekt er det. Så mange valg der tages. Og så synligt det er det hele, hvad vi bruger vores liv på. Så man må lukke sin dør og tænde en skærm for at få lov til at forsvinde for en stund.

Nej, jeg synes præster render rundt og forsøger at fortælle folk at det de siger, det de gør, i virkeligheden er udtryk for tro. Jeg gør det selv.

Søger … og finder også tit små spor, små glimt.. af tro, … eller hører i det folk siger en længsel efter tro. Efter det at kunne tro på Gud.

Men – kunne vi ikke bare lade det være ved det? Hvis de unge ikke har lyst til at bede til Gud, kan de så ikke bare få lov at slippe? Hvis de ikke har lyst til at høre om Gud, kan de så ikke bare få lov at slippe? Hvis vi voksne ikke kan finde tid og måske heller ikke har lyst til at folde vores hænder og tale til en Gud som vi ikke ved om der, kunne vi så ikke få lov at lade være?

Hvorfor skal der absolut komme rendende en præst og sige: Lad os alle bede!

Det er tvivlens tilstand. Den har ramt mig og forhåbentlig passerer den som et lavtryk der rykker videre eller opløses.

Men jeg tænkte at I måske kender det.

Og så skal vi høre en af de u-trolige historier fra det nye testamente. Netop i dag. Det er typisk! Om Jesus der vækker et menneske til live, Lazarus.

Et tilfældigt menneske – vi kender ham kun fra den her historie og en anden. Og så er han altså bror til Martha og Marie, som Jesus har besøgt.

Og han, Lazarus, er ikke bare død. Han er – forstår man – meget død. Det er på fjerdedagen Jesus nærmer sig det her der er sket, det er på 4. dagen og vi er i de varme lande.

Som Martha bemærker – han stinker allerede.
(På trediedagen da Jesus var død, kommer kvinderne ud for at salme den døde krop. På 4. dagen er der ikke nogen der ønsker at salve nogen længere.)

Døden er blevet en fysisk realitet. De er ikke længere der hvor de bare ønsker at han skal slå øjnene op igen. Nu er der kun gråden tilbage.
Søstrene græder. Dem der samlet sig hos søstrene græder. Selv Jesus begynder at græde, da han ser de andres sorg.

Vi er ligesom for enden af en vej og kan ikke komme videre.

                      …

For så vidt, så langt, ligner det måske tvivlen meget godt. Tvivlens tilstand. Her mister vi ligesom fremdriften. Og går i stå.

Men de græder! Det er dog en lille protest. Ikke bare en resignation, også en lille protest imod det der er sket.

De græder – og det u-trolige sker.

 Ud af graven træder den døde Lazarus, med trevler af ligklæde slæbende efter sig.

Man kan sige det er en mirakelhistorie, som et forvarsel om det der kommer til at ske i påsken. Men det er også en historie der handler om det mirakel at kommer til tro, som det hedder.

Det her mærkelige mirakel, som det jo egentlig også er, at mennesker går fra at være ikke troende til troende. Sådan slutter historien i hvert fald – alle dem der så det blev troende.

Ikke sådan bare lige. Ved at Jesus siger, kom nu, tro nu!
Nej, det mest voldsomme sker – deres hele verdensforståelse slår revner, et dødt menneske bliver levende igen.

I dag ville vi have gået rundt med postraumatisk stesssyndrom resten af vores liv hvis vi havde oplevet det, en dødeopvækkelse.
Men så meget skulle der altså, her, for dem, for at de begyndte at tro Jesus´ ord.

Og man kunne sige, så tror da pokker, hvis vi i dag har svært ved at tro. I dag, hvor vi kun har ordene, fortællingerne. En gammel bog!

Jeg tvivler. Men jeg må også anerkende at det jo sker. Om det skete sådan dengang ved jeg ikke. Men det sker! Jo også i dag. At Gud kalder på mennesker. At vores verden punkteres - af et kald, en stemme, udefra: der er en Gud der vil os noget.

Vi troede vi vidste hvordan det hele forholdt sig. Ville næsten skrevet under på de. Men så slår den verden revner og vi ser at der er noget udenfor.
Vi ser at det vi var i, var et lukket rum, pænt indrettet med alt hvad vi skulle bruge, og al vores tid havde vi brugt på at gå og flytte rundt på møblerne, ..
men man kunne også gå ud af det.

Andre var gået ud af det. Ud i det åbne og forholdt sig til det vi kalder Gud og evigheden. Livets strenge, der går på tværs af tiden, og som når de anslåes, kan trøste os, men også forurolige os.

Andre er gået ud i det åbne hav.

Så meget ved jeg da. Det er muligt! at træde ud af de små lukkede rum vi lever i og lade os bade i det ovenlys som ordene om Gud er.
som ordene om en himmelsk tilgivelse – er
som ordene om en velsignelse rettet mod ethvert menneske og ikke bare udvalgte – er          

                      ..

Og så kan det godt være at ordene tit lyder som alle andre ord. Men jeg ved også man kan fordybe sig i dem, man kan få øre for dem
Eller måske KAN man ikke, ikke lige den dag, eller måske kæmper man med dem, men det KAN SKE at man pludselig hører de dybere klange.

                      …

Jeg blev ramt at tvivl. Og vel er det da også et skrøbeligt foretagende det her kirkevæsen.

Så skrøbeligt, og samtidig mærkeligt solidt.

Men skrøbeligt fordi vi HAR jo ikke bare troen i dag. Som et fællesskab der kigger lykkeligt på hinanden, med det her udtryk, hvor er det godt at vi har troen.

For det har mange af os ikke, dvs. den kommer og går eller udebliver som en gæst vi venter på men ikke har hørt fra.

Nej vi samles ikke bare her, til gudstjeneste, om troen.

Så let er det vist ikke.

Men måske kan man sige at vi samles i håbet.

Håbet om at der er mere at sige om et menneske end det vi selv kan præstere.

… vi skal til at slutte

Nej, man når man tænker på hvad der ellers samler os…

tryghed fx Min familie, mit hus, min have, det vil gerne passe på. Det har en enorm samlende kraft. En sådan lidt Gud bevare Danmark agtig kraft.
Men altså hvor det er os der tager det store slæb.

Eller frygt. Frygt kan også samle os. Frygt for hvad der sker med klimaet fx som mobiliserer os helt vildt i den her tid. Og kan få også til utroligste ting.

Men begge dele, frygt og tryghed, slår bare så let om i fjendebilleder.

Så vi samles for at passe på denne verden, MOD DEM der truer den!

Nej, det kan jeg tro på. Selv når jeg tvivl. Vigtigheden af at vi fortsat samles om et håb, et håb der rækker ud over os selv. At vi fortsat samles i kirkerne, eller hvor som helst, i et håb om at der også i morgen og i overmorgen vil være en Gud, vil være noget, der kalder os ud til lyset, ud til livet,
når alting for os har sat sig fast.

Lov og tak og evig ære
være dig vor Gud
Fader, Søn og Helligånd
du som var, er og bliver
én sand treenig Gud
højlovet fra første begyndelse
nu og i al evighed
Amen