Kamilles sidste prædiken i Herringe

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus:

Jesus sagde: »Ingen kan tjene to herrer. Han vil enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og ringeagte den anden. I kan ikke tjene både Gud og mammon. Derfor siger jeg jer: Vær ikke bekymrede for jeres liv, hvordan I får noget at spise og drikke, eller for, hvordan I får tøj på kroppen. Er livet ikke mere end maden, og legemet mere end klæderne? Se himlens fugle; de sår ikke og høster ikke og samler ikke i lade, og jeres himmelske fader giver dem føden. Er I ikke langt mere værd end de? Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Og hvorfor bekymrer I jer for klæder? Læg mærke til, hvordan markens liljer gror; de arbejder ikke og spinder ikke. Men jeg siger jer: End ikke Salomo i al sin pragt var klædt som en af dem. Klæder Gud således markens græs, som står i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor meget snarere så ikke jer, I lidettroende? I må altså ikke være bekymrede og spørge: Hvordan får vi noget at spise og drikke? Eller: Hvordan får vi tøj på kroppen? Alt dette søger hedningerne jo efter, og jeres himmelske fader ved, at I trænger til alt dette. Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage.« Matt 6,24-34

Han taler os mærkeligt ind i en anden virkelighed, her, Jesus.

En virkelighed hvor man ikke behøver bekymre sig.
Hvor penge er sådan noget mindre vigtigt noget. Som man bare kan se bort fra, ja
bør se bort fra.

Hvor tøj, det behøver man heller ikke tænke på. Sig det til en mor med 4 børn i oktober måned. Tøj! Tænk ikke på det. Vintertøj. Pyt!

Mad på bordet – det er da ikke noget man skal skænke så mange tanker.

… Han lyder her næsten som en rig fyrste i 16oo tallet.

Et menneske der flyder ovenpå.

…Kender han ikke den virkelige verden? Kunne man fristes til at spørge.

Ved han ikke at der er mennesker der sulter. Familier der lever på e halv løn. Børn der mangler tøj. En klode der er ved at gå til at overbelastning.

Nå nej, det var den ikke den gang. Men i dag.

På en måde er det en af de mærkeligste tekstbidder man overhovedet kan støve op fra de bibelske gemmer, den I lige har hørt.

Og så er det selvfølgelig den der skal prædikes over i dag, hvor vi er mange i kirke. Og jeg kunne risikere at komme ti at forvirre jeres tro.

Det er en tekst, hvor… det man kunne kalde troens univers, og så den her verden, det her liv, som vi kender, støder sammen. Som to kloder.

Og det giver måske en lille tør lyd, eller frembringer en lille rystelse.

Men især sker der bare ingenting.

Hvad var det? Var der nogen der ville os noget? Spørger vi.

Nej, nej, det var bare en bibelsk tekste fra forrige forrige årtusind.

Nå, ikke andet, siger vi. Og lever videre som vi plejer.

-

Nej, ærlig talt, har vi en chance for at høre hans ord, når de er SÅ kompromisløse, som de er her.

Gud eller mammon

Jo, tak. Jeg ville nødig skulle vælge.

Og så stiller han os mennesker op over for markens liljer og himlens fugle. Sådan skal I være… Jo tak.

Men hvad er der nu pludselig galt med at bekymre sig? Er det ikke tværtimod kristent at bekymre sig for ens syge nabo, for ens børn, for de fremmede der kommer her til landet.

Det tyske ord for bekymring er Sorge, og har samme rod som omsorg. Fordi vi har omsorg for andre, for andet end os selv, bekymrer vi os.
Og er der ikke tusind ting at bekymre sig om?
Sådan taler vi. Sådan taler den her klode. Og med let nervøs stemmeføring.

Gretha Thunberg, som er en af klodens heltinder i den her tid, går foran med dybe rynker i panden, selvom hun bare er et barn.

Et billede på bekymring.

Og måske fordi den står så stærkt, den her bekymringskultur, som synes at fået tag i os, kunne der være grund til at blive hængende lidt ved dagens ord.

Nej, jeg vil være ærlig at sige, at på en måde forstår jeg simpelthen ikke den her tekst. Om at vi skal leve som fuglene, køerne, de blomstrende liljer.

På én måde forstår jeg den ikke.

Og så dog. Sammen med fortællingen om Noah, som I hørte tidligere, forstår jeg den måske.

For her hører vi om en pagt. En Guds pagt med menneskene/en menneskenes pagt med Gud.

Vi er efter syndfloden. Og Gud fortryder. Sådan lyder det i fortællende form. Noah opstiller et alter for Gud, og Gud fortryder.

Nu har Han én gang straffet jorden som den havde fortjent. Kunne man bare vaske al synd væk. Al ondskab, alt fnidder og al hårdhjertethed. Det var syndflodens barske drøm.

Men sådan virkede det ikke, sådan skal det ikke være mere, sådan vil Gud aldrig gøre det igen. Så Han slutter i stedet en ny pagt med menneskene.

Ikke som den gamle, hvor alt handlede om at følge bestemte regler. (det gamle testamente betyder egentlig den gamle pagt)

Men en ny pagt. Det er den Jesus senere kommer til at virkeliggøre.

       

Jeg synes det er en vidunderlig tanke – at sådan begyndte den kultur vi lever i. Ved at Gud og menneskene sluttede en pagt, indgik en aftale, som knyttede hvert et lille menneskeliv til den guddommelige virkelighed, de himmelske vidder, som vi kan sætte tusind ord på, men aldrig slår de helt til.

Og sådan lever vi også i dag, selvom der ind imellem skal skrælles mange lag af før vi ænser det – på en pagt… med Gud (alle forstår jo ordet Gud), at Han er den der bærer os i liv og død.

Vi lever på en pagt med Gud, at alle vores tusind fejltagelser, alle vores omveje og afveje. Vores smålighed, vores hårdhed, vores i tide og utide krakelerende sind…  at Han vil ikke tage os det ilde op, som Han gjorde på Noahs dage, … men se i nåde med os
hver eneste gang, vi igen igen igen er faret vild over for os selv, over for hinanden.

Det ikke det nådens slør som falder let over os til en gudstjeneste. Som så mange taler om. Herinde finder vi mærkelig fred.

Det er en ganske fysisk fornemmelse.

Gud renser os for synd, fører os med let hånd ud af vores snørklede labyrinter…

..

Nej for at for at vende tilbage til tekstens enten – eller. Det er måske det den her kompromisløshed handler om.

Vi kan ikke lidt det ene og lidt det andet. Så sænker vi skuldrene en lille times tid en tilfældig søndag morgen, for straks at derefter at gå ud og boltre os i bekymringer.

Nej, sådan virker det ikke. Selvom det er uhyre svært at forstå.

Det er jo en livspagt! Ikke bare en søndagsdate.  

En livspagt. Med Gud. En aftale der gælder ind i hver en mørk krog af vores liv. At vi må leve med lethed. Trods alt det der er svært. Det har vi lov til. Det er vel det de her ord forsøger at pumpe ind i os.
Vi har så meget guld - i det vi er i Guds øjne. Dette smukke liv. Et øjenlåg, en rynke, et vågent blik. Se det!

Vi har så meget, vi er hovedrige, som Grundtvig skriver i en af sine salmer.  

Alle konger og dronninger i alt deres stads – de kan bare gå hjem.

       

Eller det vil sige – Hvis vi lige skal nå at lande igen. (det er som jo den sidste prædiken jeg holder her, så den er lidt længere end den plejer at være) Det vil sige. Hvis vi lige skal lande igen.

Vi er jo ikke hovedrige - på den måde. Jeg kan ikke stikke i hånden i inderlommen og finde et bevis på det. Tværtimod har jeg snart ikke andet end brevene fra arbejdsformidlingen til at fortælle mig hvor lidt jeg er værd.

Men samtidig er vi det – i den her alliance med Gud. I det her greb udefter.

Vores rækken efter Gud, som – uanset at vi tit regner det for så lidt  – er det noget af det smukkeste ved os mennesker.

At vi strækker os. Og forsøger at spejle os. Ikke bare i os selv. Men også i en Gud, som tror alt og håber alt.

Og som elsker ufortrødent, henover alle livets mange bump.

Lov og tak og evig ære
være dig vor Gud
Fader, søn og Helligånd
du som var, er og bliver
én sand treenig Gud
højlovet fra første begyndelse
nu og i al evighed
Amen