Prædiken fra søndag d. 22/7 2018

En drømmeløs søvn

8. søndag efter trinitatis, 2018

Salmer: 392, 300, --, interludium, 414 (mel. som tørstige hjort) , 439 v.1, 299, 726
Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Mange vil den dag sige til mig: Herre, Herre! Har vi ikke profeteret i dit navn, og har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn, og har vi ikke gjort mange mægtige gerninger i dit navn? Og da vil jeg sige dem, som det er: Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud! Derfor: Enhver, som hører disse ord og handler efter dem, skal ligne en klog mand, der har bygget sit hus på klippen. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og ramte det hus. Men det faldt ikke, for dets grund var lagt på klippen. Men enhver, som hører disse ord og ikke handler efter dem, skal ligne en tåbe, der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort.« Da Jesus var færdig med denne tale, var skarerne slået af forundring over hans lære; for han underviste dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge. Matt 7,22-29

 

Trinitatistiden er så smuk, synes jeg, tiden som varer fra pinse, den tidligste sommer og helt indtil 1. søndag i advent, som i kirkeårets cyklus er een tid, netop kaldet ”trinitatistiden”, treenighedstiden, hvor man oplever det hele begynde at blomstre, sætte frugt, og så modnes det og rådner, det bliver grønt og så rødt eller orange og så visner det, sådan et liv der peeker og forfalder på rekordtid, gennemspilles hvert år, i trinitatistiden – uden for! Og inde i kirkerne prædiker præsterne søndag efter søndag over tekster der alle sammen handler om det samme: hvordan skal vi være mennesker med hinanden, for hinanden.

Hvordan skal vi leve med hinanden som kristne? Hvad kræver det af os, at vi er blevet døbt den her dåb, i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn? Det er ikke noget der måske ellers fylder så meget i vores bekymringsreservoir. Bekymringer har vi jo også nok af i forvejen. Nej, det er ikke noget vi ofrer så mange tanker på, tror jeg, …men det er altså det hele trinitatistiden – den lange tid i kirken - handler om.

Hvordan skal vi være mennesker for og med hinanden, hvis vi skal kalde os kristne?

Nej vi er mere optaget af noget andet! Det gode liv! Og det kan godt være de to ting har med hinanden at gøre, men det er ikke det samme. Det forstår man her.

For det Jesus langer ud efter - det første vi hører er jo en dom – dem han langer ud efter, når han taler om de falske profeter, er ikke Jim Lyngvild og Donald Trump, nej det er alle dem, alle os, der siger Herre, herre, har vi ikke gjort både det ene og det andet i dit navn.

Dvs. – vi synes da bestemt vi har været gode kristne mennesker. Så godt og pænt og ordentligt som vi har levet. Men han langer ud efter dem. Og siger, ja, tak, I siger så meget, men hvordan har I levet? Hvor langt har I egentlig rakt ud? Og jeg tænker på vores gode fine danske velfærdssamfund, som vi har så travlt med at sige, er et kristent samfund, gennemsyret som det er af kristne værdier. Vi tager os af de fattige og de syge. Uden at de forgældes. Vi priser tit og ofte vores godhed, når det kommer til hjælp til udviklingslande, til flygtninge, sågar, til ordblinde, evnesvage osv. Det er det gode liv, vi er berømte for at stå for her i Danmark. Og det skal man ikke kimse af.

Men jeg er bange for at det falder for dommen her, Jesus´ dom over alle dem, der kalder sig kristne, men som mest af alt er optaget af det gode liv, dvs. det gode liv for sig selv og deres egne.

Eller med ord fra den gammeltestamentlige tekst, vi hørte før,- hvor Mika, profeten Mika, langer ud efter de falske profeter. Når vi har noget at tygge på, så længe vi har en indtægt, en bolig, en havetraktor at sidde på, så er vi glade, så er vi med på hvad som helst, Så forstår vi nok nødvendigheden af at der mennesker vi må behandle dårligt. Det er vi nødt til. Ellers hænger systemet ikke sammen.

Så kan vi godt nikke til det, ved morgenbordet, at ja er nok sådan vi bliver nødt til at gøre, lukke grænserne, eller måske bygge en mur, hvis vi skal passe på vores gode liv.

Så nikker vi til hvad som helst. En hvilken sm helst profet, som taler sin sag. Men visioner fra Gud om hvordan vi skal være mennesker for hinanden er det vi har forsømt.  Vi kan godt sige til en sosu assistent, at han eller hun må kun gøre det arbejde der står på hendes seddel. Det kan hun nok forstå. Men hvad gør det ham eller hende til?

En fængselsbetjent kan godt få besked på at han eller hun må ikke gå ind til de indsatte, heller ikke selvom de kalder på dig, men hvad gør det ham eller hende til? Eller sagt på en anden måde. Vi har ord nok. Plusord nok. Visioner, stategier, 2020planer, handlingsplaner, Hvidbøger osv.

Men store og kærlige visioner fra Gud har vi mistet sansen for. Vi sover om natten i vores bløde senge, men nervøst og let, en drømmeløs.

Jesus´ lidt hårde dom, det vil I vel også sige – er det ikke lige lovlig hårdt at dømme, over dem der dog forsøger at gøre deres bedste …den kommer som punktum, de sidste ord, I det man kalder bjergprædikenen. En lang og verdensomvæltende prædiken, eller tale som Jesus holdt for en helt masse mennesker der havde slået sig ned ved dalsænkningen fra et højt bjerg.

Og her fortæller han dem netop om forskellen, ja næsten kontrasten mellem sådan almindelig egen selvgodhed – og så den kærlighed der kommer fra Gud. Den der bare elsker sine egne, siger han, hun gør vi ikke noget særligt. Det gør alle! Han gør ikke noget særligt. Nej, du skal elsker også dine fjender, dem der truer dit verdensbillede, dit selvbillede, ham der er dig mest fremmed. Hende der hænger dig langt ud af halsen. Sådan er den kærlighed du har fået fra Gud. I modsætning til alm. omsorg, gode intentioner, for os selv og vores egne.

Nej, jeg er bange for at det er os der blive ramt af den her dom, alle os som kalder os kristne, men som mest af alt lever for os selv og for det vi har lige omkring os. Jeg er bange for at det er vores verden, også vores samfund der her bliver dømt, eller sammenlignet med en stor og prægtig bygning, men bygget på sand. Det er os der lever med så mange gode ord, men uden at det rigtig for alvor kommer til at handle om andet end – os selv. Og det smuldrer allerede under os.

Vi er blevet ramt! I dag. Lad os indrømmer det. Men det skal ikke slutte med dom!

 Jo det kunne det godt. Men det hjælper alligevel ikke noget. Vi ville bare ryste den af os, hvis den blev for tung, som en hund der lige er steget op af vandet. Nej, det han fortæller dem, som han slutter af med at sige, er jo, at den dybe kærlighed, som rækker ud og også elsker sine fjender, som er så meget mere gennemgribende end vores gode intentioner, så verdensomvæltende, …at den er vi blevet podet i os med vores dåb.

Den er ikke bare et luftkastel. Den findes! Også i os og den kan blive til virkelighed.

Ja, den er allerede virkelighed… Når vi rejser os og modtager velsignelsen, når vi går til alters, når vi ligger om aftenen og ikke kan sove og beder en bøn om fred, så sker det allerede, det ubegribelige, at Guds kærlighed rækker ud, også helt derud hvor det ikke er fortjent. Ud over alle vores grænser. Så velsignet… men også ansvarstungt er det at være et kristent menneske.

Lov og tak og evig ære
være dig vor Gud
Fader, Søn og Helligånd,
du som var, er og bliver
én sand treenig Gud
højlovet fra første begyndelse
nu og i al evighed
Amen. 

 

Trøst og styrk du, vor Gud og Fader, os og alle andre når vi føler os slidte og uværdige til det her liv. Når vi bare fortsætter, sammenbidte og bekymrede, uden at kende retningen. Derude hvor vi ikke kan orientere os, vær du den hånd der holder os fast. Derude hvor vi mister vores verden, vær du grunden under vores fødder. Løft vores hoveder så vi ser … lidt længere ud.

Usikkerhed og tvivl deler vi med alle mennesker. Foren os i vores svaghed, så vi tør se hinanden i øjnene som dem vi er. Giv os troen at se igennem, alt det vi har, alt det vi er.

Lad din kirke være det sted hvor vi finder tid til at takke for at der er sket os noget, for det liv der er blevet os forundt. Lad din kirke være det sted hvor vi tør klage og stille store åbne spørgsmål. Søge trøst og blive os selv. Og få mod til at gå ud og leve det liv der er vores.

Din uudgrundelige retfærdighed lever vi af. 

Amen

 

 

 

 

Prædiken til Kristi Himmelfarts dag 2014

Kristi Himmelfart, 2014

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Luk 24,46-53

Amen

Så forlod han dem.

Og efter den her forunderlige afsked vender disciplene tilbage til Jerusalem, ikke med sorg men med glæde.

?Han er ikke her? havde kvinderne fået at vide, da de var gået ud til graven den tidlige morgen, søndag morgen efter han var blevet korsfæstet.

Han er ikke her!, har mange vel sagt i Jerusalem, når Jesus var i Kapernaum, eller et andet sted. Ham vi hører så meget om, han er er ikke her. Og hvad skal vi så tro?

Vi hører i alle de her fortællinger fra evangelierne jo selvsagt kun om de steder han kom, om de steder han var, om dem han gik ind hos.

For selvom der nok var mange der stimlede sammen om ham ? hører vi - og kom til, også andre steder fra, så var der jo byer, store områder hvor han aldrig dukkede op. Tusindvis af mennesker, fattige, udstødte, fortvivlede, han aldrig kom hos. Det siger sig selv. Som måtte nøjes med at høre om hvad den her usædvanlige mand havde sagt og gjort ? for andre.

Han er ikke her. I dag. Jesus. Vi møder ham ikke i Netto. Vi følges ikke med ham i toget om morgenen. Han er ikke her.

Nogen brokker sig let over det. Hvad er det for noget at tro på én man aldrig selv har mødt.

Mange er ligeglade. De har ikke mødt ham, han ikke ændret deres liv.

?

Og så er han her alligevel.
Vi siger han er i brødet.
Vi siger han er i vinen. ? Dette er mit legeme, dette er mit blod.
Vi indtager ham, som ikke her og er her på samme tid.

...

For hvem er det vi møder en sprød forårsmorgen, en dag vi er kommet for tidligt op måske og disen er så hastigt på vej afsted igen, for solens stråler har allerede stukket sine lange ben ind i landskabet for at indtage scenen.

Som et hemmeligt besøg er den morgen.

Vi kan næsten ikke tage imod.

Hvem er det der stikker op af asfalten. En lille spire. Som om den hilser os og siger: Jeg er jo lige her.

Hvem er det der kigger på os, når en fremmed inde i Odense standser os på gaden med venlige øjne for at spørge om vi kan undvære en mønt.

Vi bliver hele tiden mødt. Velsignet. Som små hilsner fra ham som er her og ikke er her på en og samme tid.

?Han er ikke her? er det i grunden ikke forkert at siget det?

Her og der. Dit og mit. Du og jeg. Os og de andre.

Vi har så travlt med at sætte grænser og stikke ud, hvor hører hvad hjemme. Sætte alting på plads.

Og lige så stille bliver vi de ensomste mennesker i verden.

Han er ikke her! ? kan vi sige, lidt forurettet, om Jesus. Og om alle mulige andre. Alle dem der ikke besøger os. Som ikke kommer forbi, som ikke ringer. Som ikke stiller op og ringer på hos os.

Ensomme og skuffede venter vi bag hver vores dør.

Men disciplene. Her. De gør det modsatte.

De går tilbage til Jerusalem. Ikke med sorg men med glæde.

Ikke som efterladte. Ikke som de forladte, de ensomme.

Men tværtimod som dem der nu ser ham overalt.

For idet han skiltes fra dem, holdt han op med at være her eller der, i den ene eller den anden by og ikke her. Altid ikke her.

Fyldt med glæde er de, fordi de ser at han er der stadig men på en anden måde.

Mellem mennesker. I morgenrøden. I sorgen. I det lille glimt i et øje.

Han er ikke her. Siger vi.

Og himlen findes ikke.

Men hvad nu hvis himlen findes?

Som den findes for børn.

Som den findes for os, når vi fortaber os i en skyformation og for en lille stund mærker os lykkelige i fortabelsen.

Hvad nu hvis himlen findes, som det vi spejler os i, vores afgrund og vores håb, som det der altid rækker længere ud. Som den dybde jo menneskelivet har, med altid et lag til bagved.

Kristi himmelfart vender vel lidt alting på hovedet for os. Hvad er er virkeligt og hvad er ikke.

Idet han forsvinder, bliver han nærværende.

Idet de ikke kan se ham længere, kan de pludselig se ham allevegne.

For grænserne nedbrydes og troen bliver til.

Han er her hos os. Han er hos dem der sørger. Han er hos de små, alle os som har så svært ved at regne os selv for noget.

Han er her og han er her ikke.

Som troen.

Heller ikke den hører hjemme nogen steder. Er den her eller der? Det kan man ikke sige.

Tro er ikke min tro og din tro.

Men derimod et bånd der binder os sammen som mennesker. Et bånd der forpligter os over for hinanden og som os nærværende over for hinanden også når vi ikke lige er dér.

Ligesom kærligheden binder os sammen. Det er ikke min kærlighed eller din kærlighed. Den er ikke her eller der. Den er snarere et bånd, det mærkeligste bånd. Som kan være så stærkt uden at nogen kan se hvor det begynder og hvor det ender.

Som kan sprænges med et smæld der ødelægger alt i nærheden.
Som kan fortæres. Og pludselig en dag er det der ikke længere og vi kan gå i hver vores retning som havde der aldrig været et bånd.

Troen binder os til hinanden.

Og binder til himlen, til Gud. Uden at vi kan se båndet.

Som håbet, der binder os langt ud over livets grænser, fødsel og død.

I går, i dag, i morgen.

Her og der.

Henover det hele står den himmel som Jesus forsvandt op i. Og blev nærværende i.

Han er her! Tør vi sige det. Tro det.

Og takke Gud for det?

Lov og tak og evig ære*
være dig vor Gud
fader, Søn og Helligånd
du som var, er og bliver
én sand treenig Gud
højlovet fra første begyndelse
nu og i al evighed.
Amen