Prædiken til 13. søndag efter trinitatis

13. s. e. Trin, 2016

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Da kom Zebedæussønnernes mor hen til Jesus sammen med sine sønner, kastede sig ned for ham og ville bede ham om noget. Han spurgte hende: »Hvad vil du?« Hun sagde til ham: »Sig, at mine to sønner her må få sæde i dit rige, den ene ved din højre, den anden ved din venstre hånd.« Jesus svarede: »I ved ikke, hvad I beder om. Kan I drikke det bæger, jeg skal drikke?« »Ja, det kan vi,« svarede de. Han sagde til dem: »Mit bæger skal I vel drikke, men sædet ved min højre og ved min venstre hånd står det ikke til mig at give nogen; det gives til dem, som min fader har bestemt det for.« Da de ti andre hørte det, blev de vrede på de to brødre. Men Jesus kaldte dem til sig og sagde: »I ved, at folkenes fyrster undertrykker dem, og at stormændene misbruger deres magt over dem. Sådan skal det ikke være blandt jer. Men den, der vil være stor blandt jer, skal være jeres tjener, og den, der vil være den første blandt jer, skal være jeres træl, ligesom Menneskesønnen ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.« Matt 20,20-28

 

Guds rige. Hvor blev det af? Det største, det smukkeste, det højeste man kunne nå. Som det lys han åbnede en lille flig af en sprække ind til, Jesus, når han gik rundt mellem mennesker og blev et billede på at alt kunne være anderledes. Se! Hør! Rejs dig og kom med mig!

Han var på vej et helt andet sted hen.

Han rejste fra by til by, som en noget omflakkende helt, og der var mange, forbavsende mange, der fulgte ham. Et større rejsefølge af omflakkende, nu ligeså omflakkende, mænd og kvinder, der havde mistet deres rod i hverdagen for det de havde set, hørt. Og som de nu ikke kunne glemme. Efter de havde mødt det her mærkelige menneske, Jesus.

Alting kunne være anderledes…

Og flokkene blev til større flokke. Der også begyndte at tale med hinanden, om det de havde set og hørt. En mærkelig verdensomvæltende kraft, der eksploderede da Jesus blev korsfæstet.

I et stumt skrig stivnede et par hundrede mennesker omkring en banal korsfæstelse, som vel lignede så mange andre. Og som ringe i vandet spredte det stumme skrig sig, og gav mod.

I dag skal du være med mig i paradis – sagde Jesus til en af de småkriminelle som var blevet hængt op og korsfæstet sammen med ham.

Og det som ingen hørte mens det foregik, hørte de bagefter.

Langsomt gik det op for dem, at den største ydmygelse, det de havde overværet, den her pinefulde og meget lidt glorværdige død, at den rummede den største kærlighed i sig.

At det var Guds offer for os. Det var selve sprækken, den lille åbning ind til en anden verden, der var blevet åbnet. En verden af lys og omsorg og kærlighed. En Gud der var gået i knæ for at komme sit lille vildfarne menneske i møde.

Men menneskene er ivrige og farer let vild. Og i øvrigt vil vi gerne have styr på tingene.

Paradis fortonede sig, for der var noget vi lige skulle ordne. Sikre os.

Som Zebedæussønnernes mor, der gerne vil sikre sig at hendes sønner bliver rigeligt belønnet. Hun synes velsagtens at de har ofret vel rigeligt meget, ved det at de har forladt jo alt hvad de havde, - som hvis ens voksne børn i dag droppede ud af uddannelsen, begge på samme tid, for at følge en tvivlsom profet – kunne Jesus ikke sikre dem en god plads i Guds rige, i det mindste. De var sådan nogle gode drenge.

Hvad det så end er de går efter, vil hun gerne at det går dem godt.

Men det vil de andres mødre jo også. Have at det går deres sønner godt. Det vil de også selv – sønnerne. Så det ender med at disciplene her kommer op at skændes.

Vi er så ivrige og farer så let vild.

                 ---

Det ligger vel til os, tænker jeg, at vi stræber efter det bedste. I hvert fald efter at få de bedste pladser. Er det ikke meningen?

Som når vi ringer til sygehuset og gerne vil have en tid lidt før – dvs. vi vil gerne rykkes frem i køen, ind før nogle andre.

Som kommunerne der kæmper med næb og klør – mod hinanden – om af få de bedst-stillede, og gerne børnefamilier, til at flytte til lige netop vores kommune.

Det gælder om at få opmærksomheden mellem alle de andre der også råber op.

Vi stræber. Og vi stræber højt. Der er noget vi skal nå.

…Men det er ikke paradiset. Det er ikke Guds rige der åbner sig, når det lykkes for os.

Det er den samme gamle verden, hvor mennesket knokler for sin overlevelse og tit og ofte på bekostning af de andre. Hvor vi slider fra morgen til aften for at gøre det så godt. Så ingen skal kunne sætte en finger på noget. På alle fronter skal vi helst tage os godt ud.

Vi er kommet så langt, på mange måder, men hvor blev det af? Guds rige? Glemte vi det undervejs? at det er ikke vores eget vi søger, at det ikke bare er anerkendelse og vores egen lille fred vi stræber efter, for den er så uendelig kortvarig og altid dyrt betalt.

Den lille flig af en sprække som åbnede sig, og lyset strømmede ind, og mennesker fandt fred – er den lukket igen?

Fordi vi i vores iver efter at nå selve himlen er braset frem – og endt – hvor vi startede.

Eller det omvendt?

Er vi i paradis? Sådan at Gud er her? Lige her hos os. Med i vores sorg. Som den tørrer tårerne væk, når det ringer på og vi retter os op og går ud og åbner med et smil.

Er det Gud der kalder os hjem når vi får alt for travlt med at komme frem i verden. Som en stuearrest. Læg dig i sengen et par dage med dårlig ryg. Og se! Og hør! Livet omkring dig.

Er det Gud der kalder på os når vi går en tur i haven. Tager os tid til at kigge på træerne og de visnende blomster. Snakker han med os gennem fuglenes sang. Er det ham der synger i bølgernes brusen, en stille sang til vores almindelige opbyggelse.

Er det ham der kalder på os. Og han ser at vi er nøgne, men han siger ikke noget.

Er det sådan? Der er så meget vi farer efter og gerne vil nå, og så er han lige her?

Hvis vi altså bare kunne nøjes med Ham.

Hvis altså paradiset, Guds rige, var nok for os.

Lov og tak og evig ære
være dig vor Gud
Fader, Søn og Helligånd
du som var, er og bliver
én sand treenig Gud
højlovet fra første begyndelse
nu og i al evighed.
Amen

Almægtige Gud, bred din vinger ud og dæk vores skam. Bær over med vores skyld, at vi farer rundt og efterlader så meget i en nedslidt eller ufærdig stand.
Tilgiv os alt det vi smider ud, fordi vi vil frem i verden og ikke har tid til selv den mindst fejl eller mangel.

Vi forbruger denne verden som var den et varelager. Og har ikke tanke for hvor vi er på vej hen.

Åbn vores øjne og vores ører. Og lad os igen se dit rige, at alt kan være anderledes. At under dine vingers skygge er alt anderledes. For her kan vi være og ånde som dem vi er. Her kan vi blive løftet op, i dit ansigts lys, og vi ser! os selv og andre mennesker som andet og mere end bare nogen der gør det godt eller skidt.

Lad os mødes om dit ord, dit lys. Som en kirke hvorfra lyset breder sig, ud, og videre ud. Så det bliver til liv for andre.
Din velsignelse lever vi af.

Amen