Pinseprædiken fra frluftsgudstjenesten i Nr. Lyndelse

Pinseprædiken, 2014

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« Joh 14,15-21

Amen

Det er en mærkelig verden vi lever i. Så meget ondt og så meget godt, der lever, findes, side om side, dør om dør. Forskellige verdener, lande, kulturer, men også inden for samme kultur.

Når man er præst i fængsel også, får man indblik i en anden verden. Åbnet øjnene for at findes helt andre virkeligheder meget tæt på. Ved siden af fede gode liv, hvor venskaber, rejser, kulturtilbud hober sig oveni hinanden, lever familier, enlige et helt anderledes liv, med en hverdag måske præget af alkohol, misbrug eller sygdom, hvor det handler om én ting, nemlig at komme igennem dagen.

Det er en opdelt verden ? man kan ind imellem undre sig ? at det er den samme.

Men der  er eet sprog her i verden, den globale verden, som holder os sammen, som er blevet herskende. Som alle har lært at forstå. Også til dels at tale det.

- Virksomhedernes sprog, kunne man kalde det.

Som nu også er blevet politikernes sprog.

Uddannelsesinstitutionernes sprog.

?Kan det betale sig?? er pulsen i det her sprog, der giver næring til det første og det sidste argument i enhver diskussion.

Selv de sociale hjælpeorganisationer har lært sproget. Enhver håndsrækning, argumenterer de, er billigere i det store regnestykke.

Vi uddanner de unge, de hjælper de syge, de arbejdsløse indkaldes til samtale, vi passer de travles børn ? fordi det kan betale sig. Fordi alt andet ville betyde tab arbejdsfortjeneste.

Det er vores verdens esperanto ? et tillært sprog, med sin egen logik, som ikke hører hjemme nogen steder, men som gennemsyrer verden i en grad vi måske nok burde være lidt mere på vagt over for end vi er.

Men så findes der et andet sprog.

I det vi lige har hørt taler Jesus om en talsmand.

I den her lidt kryptiske tekst, (som ikke ligefrem er eksemplarisk med henblik på at andre til at forstå). 

Talsmanden??

Er det ham selv?

Jesus, han kunne jo tale, så folk forstod? også fremmede, tilrejsense.

?Tro kun!? Kunne han sige.

Den reneste sætning der findes.

?Rejs dig, tag din båre?, altså det du læner dit liv op af, ?tag din båre og gå?.

Som om hans ord bar skaberkraften i sig.

?I dag skal du være med mig i paradis?. Som han siger til den ene af de to småkriminelle eller halvforbrydere der bliver korsfæstet sammen med ham, en på hver side.

?I dag skal du være med mig i paradis?.

Og tiden går i opløsning.

Og afstanden, den forbistrede afstand, som mennesker har følt til alle tider, - mellem Gud og os mennesker, - den afstand lissom forsvandt når Jesus talte. Og paradiset rykkede pludselig helt tæt på.

..Var han talsmanden?

Som kunne tale for den Gud der ellers ikke rigtig blev hørt? Eller for alle dem der aldrig rigtig bliver hørt.

Den talsmand vi kunne hævde vi mangler i dag?

Nej! tilsyneladende ikke.

Han sender en talsmand, siger han her. ?En anden talsmand?.

For han vil ikke efterlade os faderløse.

Talsmanden ? hvem er det så?
Talsmanden, siger vi præster, det er jo Helligånden.

Som om det var et helt klart svar.

Helligånden - Pinsens store spøgelse.

Hvor er det nu lige vi finder den?

Det ved man som præst, når man har været præst nogle år, og vel også som trofast kirkegænger ? hver ny pinse, en ny forklaring, et nyt bud, fra den fortvivlede præst, på hvad Helligånden er for en størrelse.

Men man kunne jo være lavpraktisk, for en gang skyld sådan lidt håndgribelig.

(Nu sidder vi her ude, på hver vores lille skrøbelige klapstol, små ynkelige samlesæt, og hvor skal man gøre af sine ben, og har forladt det store kølige gamle kirkerum)

Man kunne være lavpraktisk og uden så mange omsvøb og sige at Talsmanden? det er kirken,

som taler

Og taler endnu i dag.

Ikke murene selvfølgelig, ikke væggene, men der er det sted hvorfra der tales.

Et sprog, et andet sprog, som alle forstår! Vil jeg hævde.

Så kan det godt være der er præster der har forlæst sig, og stadig taler som man taler på universitetet, det er jo ikke kirkens skyld, eller mennesker som insisterer på at kirken er underligt fortidslevn.

Et sprog er det, ?. Og måske det eneste sprog som giver pengenes sprog (virksomhedernes sprog) konkurrence til stregen.

Fordi kirkens sprog faktisk er et fælles sprog.

Ja på den ene side, nok, et sprog vi ikke forstår, ? fordi det taler hele vores verden imod.

Og samtidig det eneste sprog som alle kan forstå.

Fordi det taler til os som de sagtmodige, til os som de fortvivlede, til os som mennesker, der lider af tvivl, af usikkerhed, frygt?

Så langt fra alt det vi giver os ud for at være. Så langt fra de sprog vi har tillært os. Dygtigt og ihærdigt. Det bureaukratiske sprog, som de taler på kommunekontoret og mange andre steder os, som der tales når man får brev fra SKAT,

Det dagligdags som er fyldt med småbekymringer.

Så helt anderledes end alle de her forskellige sprog som vi mere eller mindre har lært at mestre.

..taler det til os som elskende, og som opløftede. Som søgende.

Det lyder ind imellem, når man læser overskrifterne i aviserne, som kirken var underlig niche, der lever sit eget skjulte velbjergede liv. Uvedkommende for de fleste.

Men sådan er virkeligheden jo ikke.

Fra kirkerne tales et sprog, et enestående sprog, som opløser grænserne mellem mennesker. Nedbryder de her skel og grænser som vi har op imellem os. Her er det ikke rige og fattige, på hver sin side, succesrige og fallerede, på hver sin side, ikke noget os og de andre, for sproget insisterer på at tale også til den fremmede som en ven.

Det er det eneste sprog jeg kender, som nok genlyder i nogle af de andre store religioner, der fortæller os, os travle mennesker, at vi skal tage os af det menneske der er i nød, uanset om det betaler sig eller ej.

Uden at regne på det, spekulere i hvilke risici der kunne være forbundet med det, vi skal bare gøre det, fordi det er det der gør os til mennesker.

Og det eneste sprog der byder os velkommen (som man bliver budt inden for i et kirkerum) som venner, uanset hvor kirkefremmed man i grunden er.

(Og det er ikke for at få flere ?kunder i butikken?, som man ind imellem kunne foranlediges til at tro. Som når Bilka flager og ønsker alle velkommen, til fødselsdag, for fjerde gang på det år. )

Nej, kunder er talsmanden aldeles øredøvende ligeglad med. Det er mennesker han taler til.

Fordi det er det kristne budskabs indre grammatik, at det er i lyset fra det fremmede menneskes ansigt at vores liv belyses. Velsignes.

At det er i det øjeblik vi formår at se på en fremmed, én fra en anden virkelighed, møde en fremmed, invitere en fremmed indenfor, som en ven, at horisonten åbner sig og livet bliver stort og smukt som på skabelsens morgen.

Vi havde besøg ude i den lille by hvor jeg bor, sidste efterår, op til Egeskovmarkedet, af en vagabond, der kom og slog sig ned et par dage og mange havde set ham, og nogen fik også inviteret ham med ned til den lille lokale friskoles loppemarked.

Og mærkeligt opløftede kom den ene efter den anden, i forskellige sammenhænge og fortalte at de havde talt med ham. Eller været forbi med noget mad.

Et tilfældigt menneske. Eller en sjælden gæst fra en helt anden verden.

Som man opdagede, måske til sin overraskelse, at man forstod.

Nå. Vi skal til at slutte  - Noget andet er så selvfølgelig spørgsmålet, om den Talsmand, det her utidige sprog, får lov at trænge igennem i vores på mange måder overdængede liv?

Alle vores tætte egne sprog, ghettodannelserne, familierne, grillfællesskaberne, hvor vi ligner hinanden til forveksling, så man næsten kunne mistænke os for kun at mødes for at spejle os i os selv.

Om det her sprog trænger igennem?

?

Tilsyneladende ved den dog med at tale. Talsmanden, Kirken.

På forskellig vis, gennem alle os ensklædte præster og ude omkring hvor ordene findes og genlyder mellem mennesker .

Det fælles nænsomme sprog. Som taler til hjertets frygt og imod hovedets egne og ofte meget forenklede logikker.

Til tanken, til ånden i os.

Den inderste levende ild.

Som taler til os som børn af det samme ophav.

Lidt rodløse kunne man måske godt beskylde os for at være. Vi planter også hele tiden vores liv om, planter vores rødder i noget nyt..

Men faderløse, insisterer Talsmanden, hvis vi hører det, Faderløse, hævder det her sprog - det er vi ikke.

Lov og tak og evig ære
være dig vor Gud
Fader, Søn og Helligånd

Du som var, er og bliver
én sand treenig Gud
højlovet fra første begyndelse
nu og i al evighed.
Amen 

Giv os, Gud!, når vi stresser, ro. Hjælp os med at sanse hvordan livet vokser, når vi giver det tid. Giver hinanden tid. Giver os selv tid, til at samle os og finde nye kræfter. Giv os tro. Forlæng livet med troen på dig, så det rækker længere ud, og vi skal ikke bære det selv. Lad håbet være den svimlende udsigt herfra hvor vi står. 

Lad kærligheden være det vi vover os ud i, så vi bliver levende for hinanden. Og ser den hele verden et andet menneske er.

Giv os plads i dit rige som de troende, tvivlende, af kærligheden afhængige mennesker vi er.  Og når vi glemmer alt om det, og begynder igen at bekymre os, lad da din kirke være det sted (om ikke andre) der minder os om din virkelighed, at livet er andet og større end en velsmurt forretning. Tal os op og tal os ind i det fællesskab.

Amen

Prædiken til Kristi Himmelfarts dag 2014

Kristi Himmelfart, 2014

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde til dem: »Således står der skrevet: Kristus skal lide og opstå fra de døde på den tredje dag, og i hans navn skal der prædikes omvendelse til syndernes forladelse for alle folkeslag. I skal begynde i Jerusalem, og I skal være vidner om alt dette. Og se, jeg sender det, min fader har lovet jer; men bliv i byen, indtil I bliver iført kraft fra det høje.« Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania, og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud. Luk 24,46-53

Amen

Så forlod han dem.

Og efter den her forunderlige afsked vender disciplene tilbage til Jerusalem, ikke med sorg men med glæde.

?Han er ikke her? havde kvinderne fået at vide, da de var gået ud til graven den tidlige morgen, søndag morgen efter han var blevet korsfæstet.

Han er ikke her!, har mange vel sagt i Jerusalem, når Jesus var i Kapernaum, eller et andet sted. Ham vi hører så meget om, han er er ikke her. Og hvad skal vi så tro?

Vi hører i alle de her fortællinger fra evangelierne jo selvsagt kun om de steder han kom, om de steder han var, om dem han gik ind hos.

For selvom der nok var mange der stimlede sammen om ham ? hører vi - og kom til, også andre steder fra, så var der jo byer, store områder hvor han aldrig dukkede op. Tusindvis af mennesker, fattige, udstødte, fortvivlede, han aldrig kom hos. Det siger sig selv. Som måtte nøjes med at høre om hvad den her usædvanlige mand havde sagt og gjort ? for andre.

Han er ikke her. I dag. Jesus. Vi møder ham ikke i Netto. Vi følges ikke med ham i toget om morgenen. Han er ikke her.

Nogen brokker sig let over det. Hvad er det for noget at tro på én man aldrig selv har mødt.

Mange er ligeglade. De har ikke mødt ham, han ikke ændret deres liv.

?

Og så er han her alligevel.
Vi siger han er i brødet.
Vi siger han er i vinen. ? Dette er mit legeme, dette er mit blod.
Vi indtager ham, som ikke her og er her på samme tid.

...

For hvem er det vi møder en sprød forårsmorgen, en dag vi er kommet for tidligt op måske og disen er så hastigt på vej afsted igen, for solens stråler har allerede stukket sine lange ben ind i landskabet for at indtage scenen.

Som et hemmeligt besøg er den morgen.

Vi kan næsten ikke tage imod.

Hvem er det der stikker op af asfalten. En lille spire. Som om den hilser os og siger: Jeg er jo lige her.

Hvem er det der kigger på os, når en fremmed inde i Odense standser os på gaden med venlige øjne for at spørge om vi kan undvære en mønt.

Vi bliver hele tiden mødt. Velsignet. Som små hilsner fra ham som er her og ikke er her på en og samme tid.

?Han er ikke her? er det i grunden ikke forkert at siget det?

Her og der. Dit og mit. Du og jeg. Os og de andre.

Vi har så travlt med at sætte grænser og stikke ud, hvor hører hvad hjemme. Sætte alting på plads.

Og lige så stille bliver vi de ensomste mennesker i verden.

Han er ikke her! ? kan vi sige, lidt forurettet, om Jesus. Og om alle mulige andre. Alle dem der ikke besøger os. Som ikke kommer forbi, som ikke ringer. Som ikke stiller op og ringer på hos os.

Ensomme og skuffede venter vi bag hver vores dør.

Men disciplene. Her. De gør det modsatte.

De går tilbage til Jerusalem. Ikke med sorg men med glæde.

Ikke som efterladte. Ikke som de forladte, de ensomme.

Men tværtimod som dem der nu ser ham overalt.

For idet han skiltes fra dem, holdt han op med at være her eller der, i den ene eller den anden by og ikke her. Altid ikke her.

Fyldt med glæde er de, fordi de ser at han er der stadig men på en anden måde.

Mellem mennesker. I morgenrøden. I sorgen. I det lille glimt i et øje.

Han er ikke her. Siger vi.

Og himlen findes ikke.

Men hvad nu hvis himlen findes?

Som den findes for børn.

Som den findes for os, når vi fortaber os i en skyformation og for en lille stund mærker os lykkelige i fortabelsen.

Hvad nu hvis himlen findes, som det vi spejler os i, vores afgrund og vores håb, som det der altid rækker længere ud. Som den dybde jo menneskelivet har, med altid et lag til bagved.

Kristi himmelfart vender vel lidt alting på hovedet for os. Hvad er er virkeligt og hvad er ikke.

Idet han forsvinder, bliver han nærværende.

Idet de ikke kan se ham længere, kan de pludselig se ham allevegne.

For grænserne nedbrydes og troen bliver til.

Han er her hos os. Han er hos dem der sørger. Han er hos de små, alle os som har så svært ved at regne os selv for noget.

Han er her og han er her ikke.

Som troen.

Heller ikke den hører hjemme nogen steder. Er den her eller der? Det kan man ikke sige.

Tro er ikke min tro og din tro.

Men derimod et bånd der binder os sammen som mennesker. Et bånd der forpligter os over for hinanden og som os nærværende over for hinanden også når vi ikke lige er dér.

Ligesom kærligheden binder os sammen. Det er ikke min kærlighed eller din kærlighed. Den er ikke her eller der. Den er snarere et bånd, det mærkeligste bånd. Som kan være så stærkt uden at nogen kan se hvor det begynder og hvor det ender.

Som kan sprænges med et smæld der ødelægger alt i nærheden.
Som kan fortæres. Og pludselig en dag er det der ikke længere og vi kan gå i hver vores retning som havde der aldrig været et bånd.

Troen binder os til hinanden.

Og binder til himlen, til Gud. Uden at vi kan se båndet.

Som håbet, der binder os langt ud over livets grænser, fødsel og død.

I går, i dag, i morgen.

Her og der.

Henover det hele står den himmel som Jesus forsvandt op i. Og blev nærværende i.

Han er her! Tør vi sige det. Tro det.

Og takke Gud for det?

Lov og tak og evig ære*
være dig vor Gud
fader, Søn og Helligånd
du som var, er og bliver
én sand treenig Gud
højlovet fra første begyndelse
nu og i al evighed.
Amen