Kirken i fængslet

KELLERUPKIRKEN, som kirken i Statsfængslet i Ringe hedder.

 

Kan kirken udenfor hjælpe de indsatte?

Eftersom de to sogne Herringe og Gestelev er blevet knyttet sammen med et fængsel, finder jeg det naturligt at der finder en vis udveksling sted.

Der er mange ressourcer uden for murene og meget få indenfor.

2012 blev der holdt stiftende generalforsamling i en ny Forening til støtte for kirkeligt og socialt arbejde i Statsfængslet i Ringe. Det betyder at der nu er et lille budget til sociale arrangementer i fængslet mm. Pengene komme i første omgang dels fra indsamling i kirkerne, deruover fra de foredrag jeg holder i ny og næ om arbejdet som fængselspræst.

 

Præst i fængslet

Til embedet Herringe og Gestelev hører betjening af Statsfængslet i Ringe. Præsten er med andre både sogne og fængselspræst.

Statsfængslet i Ringe er ungdomsfængsel samt Danmarks eneste kvindefængsel. Der er plads til 86 indsatte og det er et lukket fængsel. Som præst kommer jeg der mandag og torsdag. Det meste af tiden går jeg rundt på afdelingerne og snakker med de indsatte. Ofte har jeg nogle med ned i kirken eller på mit kontor. Ind imellem er der nogen der får undervisning i kristendom eller religioner mere bredt. Jeg arrangerer også en sjælden gang imellem kulturelle ting som koncerter møder eller andet. Hver anden søndag er der gudstjeneste i fængslets kirke. Det er altid kl. 12. Efter gudstjenesten er der kaffe og boller og tid til at snakke.

 

Artikel til Kriminalforsorgens hjemmeside

EN ANDEN VERDEN

af Sogne- og fængselspræst Kamille Nygård

Der sidder 8 mænd på puderne i Vestre Fængsels kirke med god afstand imellem sig. En er svensk, en fra Iran og resten danske. Der hersker udbredt høflighed; de der har været med før hjælper de to nye. Hver anden onsdag aften samles en lille flok til stillegudstjeneste eller tidebøn, som det hed en gang. De ligner ikke nogen der plejer at komme i kirkerne uden for. Men her er de med. Vi lytter til musik og så er der veksellæsning. Bønner og salmer fra det Det gamle testamente bliver læst højt i to hold. Stille og eftertænksomt afløser læserne hinanden. Og derefter stilhed, hvor man kan lægge sig og lade tankerne flyve. En lille time varer det. Derefter rydder de indsatte op og stiller på plads.

Hvad er kirken for noget i de danske fængsler i dag? Er kirkerne blot et sted der tilføjer lidt god stemning til et ellers trykket sted. Eller er den et levn fra en fjern fortid, hvor i dag de 2-3 troende kan komme ned og bekende deres synder.  Eller er den mere end det? Jeg har i en studieorlov på 3 mdr. beskæftiget mig emnet: kirken i fængslet. Erfaringen har jeg fra mine 7 år som fængselspræst i Ringe. Det jeg har gjort i de 3 mdr. er at jeg har læst, og forsøgt at sætte ord på mine erfaringer, for dermed måske bedre forstå, hvad det er kirken kan.  

Et fængsel er det, en berømt sociolog, E. Goffman, har kaldt en total institution. En lukket verden hvor man som indsat er underlagt nogle andres magt, og så er det et sted hvor man spiser, arbejder og sover under de samme rammer. Alt hvad man gør noteres, lige fra en dårlig dag på arbejdet, til sygefravær, problemer med familier. Du har ikke en chance for at forstille dig, som os andre uden for. Selvom du har drukket for meget og ikke sovet hele natten, eller råbt af børnene, kan du troppe velfriseret op på arbejde næste dag og være en god kollega. Eller huset flyder, men på kontoret er der pænt og rent. Vi har forskellige roller, vi spiller. Ifølge Goffman er det sådan vi opbygger vores identitet i det moderne samfund. Men i et fængsel er du klædt af til skindet. Systemet ved hvem du er. Opfører du dig ordentligt, så ved systemet at du er en kriminel der dog gerne vil samarbejde. Stritter du imod, og reagerer aggresivt over at andre skal bestemme hvornår du skal ringe til dine børn, om du må købe en bestemt ansigtscreme osv., ja så får du anmærkninger i dine papirer, at der er problemer med dig. Og du bekræfter dermed deres billede af, at du med rette sidder i fængsel. Den forholdsvis naturlige reaktion at man stritter imod at være underlagt andres mere eller mindre tilfældige beslutninger eller insisterer på sin ret, betyder som regel ? lige så naturligt - at personalet bliver trætte af dig. Er man først een af dem de er trætte af, er det meget svært at komme igennem med noget som helst. Man skal med andre ord overtage systemets billede af hvem du er, for at kunne klare sig i et fængsel. 

Et fristed

Her kommer kirken ind i billedet. Ligesom skolen og måske også enkelte fritidsaktiviteter er kirken et fristed, hvor de indsatte kan genfinde måske lidt af den de også er. At de er andet og mere end det de er dømt for og sådan som de opfører sig som fængslede. Derfor plejer jeg også at tænke, og sige når jeg holder foredrag, at man gerne må lyve i kirken. For hvad er løgn? er det journalen, der siger at sådan her er Kim. Eller er det Kims egen fortælling, der måske lidt overdrevet ? hvad ved jeg ? siger: sådan her er jeg også. Jeg er et rigtigt menneske med et rigtigt liv. På den måde bliver kirken et rum, hvor den indsatte kan komme sig lidt ovenpå den ydmygelse det trods alt er at være underlagt andres bestemmelser. Og måske genfinde lidt af sig selv.

Et helligsted

Og så har kirken noget som jeg tror hverken findes i hverken skolen eller de andre fristeder. Den har noget man kunne kalde ?hellighed.? Hvad det end er, så forstår de indsatte det. Kirkerne betræder man med en vis andægtighed. Og dem der ikke gør det, og dem er der en del af i et ungdomsfængsel som Ringe, de får klar besked af de andre. Når jeg har samtaler i kirken, så er det altid med en vis alvor. En tilsyneladende forløsende alvor. Som meget ofte ? også selvom der måske ikke bliver sagt så mange vise ord ? ender med at give en form for fred. En fred, som jeg ikke tror havde indfundet sig, hvis vi havde haft den samme samtale ude på den indsattes celle. Ja samtalen havde nok i virkeligheden været en helt anden. I et fængsel har problemer det med at hobe sig op, det ved alle der kender til et sådant hus. Ofte er det problemer som ikke lige kan løses, børn der er på vej til at blive fjernet, en mor der måske er på vej til at dø, udenfor vel at mærke, igen er man blevet rodet ind i ballade, selvom man egentlig ikke ville det - det er som om kirkerummet, og måske det at bede en bøn, eller bare sidde, giver for en stund styrke til at leve med den afmagt.

Når jeg har været så optaget af kirkerummer, så er det fordi den ?hellighed? jeg omtaler, tilsyneladende taler til de fleste. Også de ikke specielt hellige. Det er et rum der kræver noget af én. Og som til gengæld også giver noget igen. Og noget tyder tilmed på at dette ?hellige? smitter af på præsten, selvom de fleste af os fængselspræster nok ville takke nej til den, hvis vi kunne. Men måske det er den der gør, at vi kan have fx studiekreds. At vi midt i den hektiske verden et fængsel er, kan sidde og fordybe os i en bibelsk tekst eller diskutere religion, i det hele taget sidde opslugt i halvfilosofiske samtaler. At 8 store mænd kan deltage i en stillegudstjeneste uden at begynde at fnise eller bande. Fordi indsatte føler sig indlemmet i denne hellighed eller værdighed, som gør dem lidt større, minder dem om deres dybeste sorger og deres inderste drømme. Fordi de måske her får plads til at være det hele menneske, som ellers ingen i fængslet kan se.

I et fængsel, der ikke slipper for at være fængsel, i alt hvad det foretager sig, også ud i de mere bløde resocialiserende tiltag, der er kirken virkelig et andet rum. For ikke at sige en anden verden.